Bebyggelse

Lokalplanen fastlægger to byggefelter, hvori den primære bebyggelse i området skal placeres. I den nordlige halvdel af området udlægges byggefelt 1, hvor der gives mulighed for maks. 5.000 m² bebyggelse til udvalgsvarebutik, kontor og serviceerhverv inden for personaleformidling, IT, kommunikation, rådgivning, jura, finans og transport. Bebyggelsen i byggefelt 1 kan opføres i maks. 2 etager og med en højde på op til 14 meter. Inden for byggeflet 1 skal hver udvalgsvarebutik have et areal på min. 2.200 m² og maks. 4.000 m². Dvs. der kan etableres to butikker hvor ved den ene kan få en maks. størrelse på 2.800 m² for at den anden kan leve op til kravet om minimum 2.200 m².

Mod syd udlægges byggefelt 2, hvor der kan etableres op til 250 m² bebyggelse til vaskehal, som kan opføres i maks. 1 etage og 7 m.

Derudover kan der i planområdet etableres maks. 250 m² mindre overdækninger til kundevogne, cykler og lignende sekundær bebyggelse samt overdækket el-ladestation. Mindre overdækninger, vognly og lignende må have en højde på maks. 3 m, mens overdækning ved el-ladestation må have en maks. højde på 5 m.

De maksimale byggemuligheder svarer til en maks. bebyggelsesprocent for området som helhed på ca. 65 %.

Lokalplanen fastlægger, at facader for bebyggelserne inden for de enkelte byggefelter skal fremstå ensartet i materialer og farver. Hertil fastlægges der også rammer for skiltning i området.