Området er udlagt som separatkloakeret i Esbjerg Kommunes spildevandsplan.
Der stilles i lokalplanen krav om, at overfladevand fra den del af lokalplanområdet, der medfører en befæstelsesgrad på mere end 80 %, skal nedsives på egen grund. Hvis det ikke er muligt at nedsive på grunden, må regnvandet dog forsinkes.
Der er i forbindelse med lokalplanen udarbejdet en vandhåndteringsplan for lokalplanområdet. Denne redegør for, at lokalplanen kan realiseres uden øget risiko for oversvømmelser og inden for acceptabel belastning af det offentlige kloaksystem. Vandhåndteringsplanen tager udgangspunkt i et projektforslag, hvor den maksimale befæstelsesgrad i området overskrides, hvorfor der er behov for lokal regnvandshåndtering i planområdet.
Det foreslås i vandhåndteringsplanen, at regnvand håndteres ved en kombination af opstuvning på parkeringsarealer, forsinkelse i et regnvandsbassin samt tilbageholdelse på tagflader. Beregninger i vandhåndteringsplanen påviser, at der med de pågældende tiltag i planområdet vil kunne håndteres regnvand svarende til en 100-års hændelse, og det vurderes på den baggrund, at lokalplanen kan realiseres uden risiko for oversvømmelser og inden for en acceptabel belastning af det offentlige kloaksystem
