Bilag IV-arter

Bilag IV i EU’s habitatdirektiv indeholder en liste over udvalgte dyre- og plantearter, som medlemslandene er forpligtet til generelt at beskytte, både inden for og uden for Natura 2000-områderne. Det handler bl.a. om forbud mod ødelæggelse af yngle/raste- områder og mod at forstyrre fugle på reder.

Planen vurderes ikke at kunne medføre aktiviteter eller forhold, som kan påvirke beskyttede arter på habitatdirektivets bilag IV, eller disse arters levesteder.

Vest for planområdet er der et regnvandsbassin, som vurderes at have yngle- og rastepotentiale for paddearter omfattet af bilag IV. Det er ved besigtigelse af bassinet og området umiddelbart omkring, vurderet, at bassinet fremstår som potentielt ynglested for spidssnudet frø og stor vandsalamander. Ved besigtigelsen er der fundet æg af butsnudet frø og skrubtudse, men der er ikke fundet aktivitet eller spor af de to pågældende bilag IV arter. Deres tilstedeværelse ved regnvandsbassinet kan dog ikke entydigt afvises.

Planområdet vurderes ikke at være raste- og yngleområde, og realisering af planen vurderes ikke at påvirke raste- og yngleområder eller den økologiske funktionalitet i området.

På baggrund af områdets afstand til regnvandsbassinet og den nuværende vegetation på grunden kan det dog ikke udelukkes, at enkelte individer kan færdes hen over planområdet. For at beskytte mod individdrab eller diffus spredning anbefales det, at bygherre, inden anlægsarbejdet starter, midlertidigt afskærmer langs planområdets afgrænsning, så padder hindres i at komme ind på byggepladsen, men ikke hindres i at komme væk fra pladsen.