Miljømæssige forhold

Lokalplan nr. 00-010-0001 Dokken, Esbjerg, er omfattet af kravet om miljøvurdering jf. miljøvurderingsloven.

Derfor er der udarbejdet en miljørapport i tilknytning lokalplanen. Miljøvurderingen omhandler det samlede projekt, for både den rammebelagte og byggeretsgivende del.

Gennemgang af samtlige miljøparametre (screening og afgrænsning) har resulteret i, at Esbjerg Kommune har udvalgt følgende miljøparametre til nærmere vurdering og behandles i miljørapporten:

 

  • Trafikaleforhold
  • Trafikstøj
  • Virksomhedsstøj
  • Planlægning i område med risikovirksomheder
  • Luftforurening
  • Regnvand
  • Klimahåndtering
  • Lokale klimaforhold (vind, sol og skygge)
  • Landskab og visuelle forhold
  • Kulturarv

 

Nedenfor gennemgås de enkelte emner i miljørapporten. Emnerne er yderligere belyst i den tilhørende miljørapport.

Trafikale forhold

Vurderinger og fremskrivninger viser, at lokalplanen vil påvirke trafikafviklingen i krydset ved Toldbodvej/Østre Havnevej/Britanniavej i mindre grad, men den generelle trafikstigning vil kræve tiltag for at sikre god trafikafvikling. Eventuelle afværgeforanstaltninger, såsom ombygning af krydset, skal dermed implementeres tidligere, end hvis projektet ikke blev realiseret.

Forud for lokalplanens tilvejebringelse kan trafikken afvikles acceptabelt, men der vil opstå begyndende trængsel, især for venstresving fra Østre Havnevej og trafikanter fra Britanniavej. I 2034 forventes krydset ikke at kunne håndtere trafikken i spidstimerne. Store fysiske ændringer er ikke mulige, men optimering af signalanlæg med bedre signal afvikling, mindre tilpasninger og samordning af andre signaler kan forbedre afviklingen. Trafikanter vil sandsynligvis også tilpasse rejsetider, så spidstrafikken fordeles bedre. Udbygning af området vurderes at få konsekvenser for trafikken i midtbyen, hvilket der bør tages højde for kommende planlægning.

Trafikstøj (vejstøj, jernbanestøj)

Resultaterne af de udførte støjberegninger for trafikstøj viser, at støjgrænserne overholdes på udendørs opholdsarealer på hele projektområdet, og ved samtlige bygningsfacader på alle etager.  Resultaterne viser, at støjgrænserne overholdes på udendørs opholdsarealer på hele projektområdet, og ved samtlige bygningsfacader på alle etager. 

Virksomhedsstøj

Resultaterne af de udførte beregninger for virksomhedsstøj viser, at facader og udendørs opholdsarealer kun i mindre grad er belastet af støj fra nærliggende virksomheder samt båd- og færgedrift. Resultaterne er indarbejdet i lokalplanens udlægning af udendørs opholdsarealer. Facadestøjen ligger under grænseværdien og vurderes ikke at kræve yderligere afskærmning.

Risikovirksomheder

Projektområdet ved Dokken ligger inden for administrationszonen (500 m) for risikovirksomheden Jutlandia Terminal A/S, som er den eneste relevante risikovirksomhed i området. Jutlandia Terminal A/S er en risikovirksomhed på grund af oplag af en række kemikalier, som klassificeres som sundhedsfarlige, fysisk farlige eller miljøfarlige stoffer og i en mængde, der medfører, at Jutlandia Terminal A/S er en kolonne 2-risikovirksomhed.

Ved udarbejdelsen af lokalplansforslaget har Esbjerg Kommune hørt risikomyndighederne og inddraget høringssvarene i lokalplanens udarbejdelse, jf. § 3 i Bekendtgørelse nr. 371 af 21/04 2016 om planlægning omkring risikovirksomherder.

Esbjerg Kommune har foretaget høring af nedenstående risikomyndigheder:

-                 Sydvestjysk Brandvæsen

-                 Arbejdstilsynet

-                 Syd- og Sønderjyllands Politi

-                 Esbjerg Kommune, Miljø

 

Esbjerg Kommune har modtaget høringssvar fra Syd- og Sønderjyllands Politi, Sydvestjysk Brandvæsen, Arbejdstilsynet og Esbjerg Kommune, Miljø.

Syd- og Sønderjyllands Politi, Sydvestjysk Brandvæsen og Arbejdstilsynet har ikke bemærkninger til planforslaget.

Esbjerg Kommune, Miljø understreger vigtigheden af at rammelokalplanens anvendelsesmuligheder ikke udvides yderligere i kommende lokalplaner for området. Særligt med fokus på, at området fortsat friholdes for institutioner med svært evakuerbare personer samt institutioner, der indgår i det offentlige beredskab.

Esbjerg Kommune, Miljø gør opmærksom på, at en del af planområdet ligger indenfor administrationszonen (500 m), der er udlagt omkring risikovirksomheden Jutlandia Terminal A/S. Jutlandia Terminal A/S er en risikovirksomhed på grund af oplag af en række kemikalier/stoffer, som er klassificeret som sundhedsfarlige, fysisk farlige eller miljøfarlige og i en mængde, der medfører, at Jutlandia Terminal A/S er en kolonne 2-risikovirksomhed. De farlige stoffer opbevares i mindre oplagsenheder, og der er foranstaltninger, der sikrer mod indbyrdes påvirkning.

Esbjerg Kommune, Miljø oplyser, at risikomyndigheder har vurderet Jutlandia Terminal A/S’s sikkerhedsdokument i overensstemmelse med risikobekendtgørelsens bestemmelser. Det er her angivet, at sikkerhedszone og planlægningszone (maksimal konsekvensafstand) er af lokal udstrækning umiddelbart i nærheden af virksomheden.

Det er derfor Esbjerg Kommune, Miljøs vurdering, at eventuelle større uheld på Jutlandia Terminal A/S ikke vil påvirke planområdet og dermed udsætte borgere og miljø for en uacceptabel risiko.

Da Jutlandia Terminal A/S’s planlægningszone er af lokal udstrækning omkring virksomheden, vurderer Esbjerg Kommune, Miljø, ligeledes at et større persontryk på Dokken ikke vil påvirke risikovirksomhedens samfundsrisiko. Det er derfor Esbjerg Kommunes vurdering, at ændringer i planområdet med et øget persontryk og trafik i området ikke vil forringe risikovirksomhedens drift- og udviklingsmulighed.

Esbjerg Kommune, Miljø vurderer at der inden for administrationszonen (500 m fra en risikovirksomhed) kan planlægges for at udvikle Dokken for kontorerhverv, liberalt erhverv, konference og hotel samt cafeer og enkelte butikker på Dokken, da det i miljørapporten er godtgjort, at Jutlandia Terminal A/S ikke vil blive begrænset på virksomhedens drifts- eller udviklingsmulighed, og da det vurderes, at den samfundsmæssige risiko ligger inden for risikomyndighedernes acceptkriterium.

På baggrund af høringssvarene vurderer Esbjerg Kommune, at den nye lokalplan, herunder muligheden for etablering af hotel og andre publikumsorienterede funktioner på Dokken, ikke medfører forhold, der påvirker områdets risikovirksomhed, og at der ikke er risiko forbundet med realisering af planlægningen. Lokalplanens gennemførelse forventes at øge persontrykket og trafikken i lokalområdet, men denne stigning vurderes ikke at få betydning for Jutlandia Terminal A/S’ drift eller udviklingsmulighed, og det vurderes, at der er risiko forbundet med realisering af planlægningen.

Esbjerg Kommune vurderer, at der er taget højde for den nationale interesse med at forebygge, at større uheld på risikovirksomheder vil kunne være til fare for mennesker og miljø i områderne omkring risikovirksomhederne, idet der i planlægningen omkring eksisterende risikovirksomheder og eventuelle nye risikovirksomheder sikres, at risikoen som følge af et større uheld på en risikovirksomhed er inden for acceptkriteriet, og at det er sikret, at der fastsættes krav om foranstaltninger med henblik på at forebygge eventuelle uheld herunder minimering af risiko for lukning af strategiske veje.

Luftforurening

Støv- og støjgener i anlægsfasen:

Anlægsfasen vil kunne give anledning til støj- og støjgener i omgivelserne. Det forudsættes, at generne forsøges minimeret mest muligt.

Esbjerg Kommunes ”Forskrift for visse miljøforhold ved midlertidige bygge- og anlægsarbejder i Esbjerg og Fanø Kommune” skal overholdes.

Der kan stilles krav vedr. støv- og støjgener i anlægsfasen i byggetilladelsen.

Produktionserhverv

Det vurderes og konkluderes samlet ud fra en konservativ betragtning, at Citycentralens aktiviteter ikke vil give anledning til væsentlige luftgener i projektområdet, såfremt der udelukkende bygges op til kote 62,00 meter DVR90. Ved bebyggelse i højere højder, vil det ikke være muligt at placere teknikhuse til friskluftindtag eller åbne vinduer. Herunder også en evt. tagterrasse.

Afledning af regnvand

Området overholder den maksimale afløbskoefficient på 80%. DIN Forsynings regnvandsledninger er hydraulisk belastet og der bør derfor ske tiltag der sikrer at serviceniveauet opretholdes. Der skal ansøges om udledningstilladelse fra området på de nuværende udløb i Kajen. 

De eksisterende lavninger i området ændres/fjernes ved bebyggelse og det skal vurderes om der i en eftersituation kan ske en større udledning til havnen eller om der skal forsinkes i området, enten ved anvendelse af tagvand til toiletskyl eller om der skal ske forsinkelse på anden vis f.eks. ved rørbassin. Strømningsveje indenfor og udenfor projektområdet skal udformes så risikoen for oversvømmelser begrænses. 

Klimahåndtering

I forbindelse med planlægning af ny bebyggelse på Dokken er der udført beregningsscenarier for at fastslå en sikringshøjde på nyt terræn, kaldet plinten.

Vurderingen udføres for at sikre at der kan planlægges i et område der er udpeget i kommuneplanen som alvorlig oversvømmelsestrussel.

De i miljørapporten gennemførte analyser af stormflod, tidevand og klimabidrag konkluderer, at etablering af plinten i kote 5,8 meter DVR90 medfører et robust sikringsniveau for den afgrænsede byggeretsgivende del af lokalplanområdet. Plinten kan ligeledes indgå som et element i en samlet afværgeforanstaltning for et større område, der skal etableres ved udarbejdelsen af efterfølgende byggeretsgivende lokalplaner indenfor området.

Lokale klimaforhold (vind, sol og skygge)

Vind

Der kan opnås et komfortabelt niveau for gående set over året, dog vil der kunne opleves passager med ubehagelig vind for gående alt efter vindretningen. Ankommer man i bil på særligt blæsende dage, vil man kunne gå uhindret fra sin parkeringsplads i plinten direkte op i bygningen uden at skulle bevæge sig gennem byrummene.

Det vurderes at vindtunneller ikke kan undgås uanset hvordan et byrum indrettes i et ofte blæsende miljø, hvorfor der i de øvrige indre gader ikke ses behov for særlige tiltag.

Sol og skygge

Projektets skyggepåvirkning af de omkringliggende arealer vurderes til lav. Det vurderes positivt at Nordre Dokkaj kun skyggepåvirkes direkte i de mørkeste vintermåneder af planforslaget. Samtidigt ses der kun skyggepåvirkning af erhvervsarealet vest for projektområdet fra de sene eftermiddagstimer. Det vurderes, at planområdet uanset fremtidig udformning, vil kunne kaste skygger på øvrige arealer fra sidst på eftermiddagen.

Skyggepåvirkningen er naturligt nok størst om morgenen og om aftenen, samt i dagtimerne i vinterperioden.

Det vurderes at selv om projektet i løbet af vintermåneder kaster meget skygge på byrummene, vil de ikke opleves som mørke grundet nedtrapning i etageantallet ved Proviantpladsen og åbningerne mod omgivelserne for Lindehavet og Stenrevet.

Landskab og visuelle forhold

Lokalplanområdet er beliggende i kystnærhedszonen, zonen strækker sig fra strandkanten og ca. 3 km ind i landet. Kommunerne skal i kystnærhedszonen tage særlige hensyn, når der planlægges ved kysten. Det er en national interesse, at kystnærhedszonen skal søges, friholdt for bebyggelse og anlæg, der ikke er afhængig af nærhed til kysten, idet det er hensigten, at de åbne kyster fortsat kan udgøre en væsentlig naturværdi og landskabelig værdi.

Af planlovens §16, stk. 3 fremgår, at der i redegørelsen til lokalplanforslag i kystnærhedszonen skal oplyses om den visuelle påvirkning af omgivelserne, og ved bygningshøjder højere end 8,5 m skal der anføres en begrundelse for den større højde.

Herudover skal redegørelsen til planforslaget omfatte eventuelle andre forhold, der er væsentlige for varetagelsen af natur- og friluftsmæssige interesser.

Som helhed vurderes det, at planforslaget med tilføjelsen af krav til arkitektur i lokalplanens § 8, vil fremstå som en arkitektonisk helhed i samspil med omgivelserne og i en skala der møder både de omgivende eksisterende bygninger i planområdet og havnens store skala med de lyse højere dele.

Planforslaget vurderes ikke at påvirke varetagelsen af natur- og friluftsmæssige interesser, og det vurderes at en fuld udbygning kan berige oplevelsen langs havnen på vej gennem Esbjerg eller set fra vandet.

Kulturarv

Planlægningsområdet ligger ud for Dokhavn. Dokhavn er den ældste del af Esbjerg Havn, og er af Slots- og Kulturstyrelsen udpeget til ét af Danmarks 25 nationale industriminder. Dokhavn er således vigtig for forståelsen af industrikulturen i Danmark. Vestre Dokkaj, Nordre Dokkaj, Østre Dokkaj og Newcastlekaj samt det sejlbare vandareal indgår i udpegningen.

Gennem research og kvalitative vurderinger, vurderes planforslagets påvirkning på det udpegede værdifulde kulturmiljø omkring Dokhavn som lille til ingen påvirkning. Påvirkningen af de bevaringsværdige bygninger indenfor planområdet vurderes, ud fra de retningslinjer, der findes i Kommuneplan 2026-38, samt registreringen af kulturmiljøet omkring Dokhavn, som lille til ingen påvirkning.

Gennem research af havnens historie træder det særligt frem, at havnen altid er under udvikling og tilpasning til nye krav og muligheder. Det vurderes i sin helhed, at planforslagets påvirkning af kulturmiljøet har lille til ingen påvirkning.