Den byggeretsgivende del af lokalplanen giver mulighed for anvendelse til kontorerhverv, serviceerhverv samt publikumsorienterede serviceerhverv i form af café, restaurant og én mindre butik.
Inden for det rammebelagte område gives der desuden mulighed for, at området gennem videre planlægning kan anvendes til hotel- og konferencevirksomhed med tilhørende servicefaciliteter. Der kan også etableres lokaliteter til udstillingsvirksomhed og andre almene oplysningsformål i form af kulturelle aktiviteter såsom udstillinger, foredrag og lignende.
Det fastlægges desuden at publikumsorienterede serviceerhverv skal placeres i bygningers stueetage, for at medvirke til et aktivt bymiljø. Der gives mulighed for op til tre mindre butikker i det rammebelagte område. Begrænsning i antal og størrelse på butikkerne skal sikre, at udbuddet ikke får betydning for den eksisterende detailhandel i bymidten og gågaden, men alene understøtter et varieret og oplevelsesorienteret bymiljø på Dokken.
Da området er en del af en ny kommende bydel, sikres det i anvendelsesbestemmelser desuden, at byrum, stræder og færdselsarealer er offentligt tilgængelige arealer. Dette for at sikre, at der på sigt kan opstå en levende bydel med varierede tilbud og samtidig sikre, at byens borgere har mulighed for at kunne tage ophold i området.
Som en del af klimasikringen sikres det, at etage 0, svarende til kote 5,80 meter DVR90 for ny bebyggelse, kun kan anvendes til parkering, varelevering, tekniske funktioner, sekundære rum samt trappe- og rampeanlæg til området fra det omgivende terræn. I forbindels med udbygningen af Dokken vil al parkering foregå i plinten under byrummet og i parkeringshus, hvorved det sikres, at der opnås et bilfrit miljø.
