Oversvømmelsestrussel – Alvorlig

Området er i Kommuneplan 2026-32 udpeget som område med ”oversvømmelsestrussel – alvorlig”. Udpegningen er sket med baggrund i fare for oversvømmelse fra stormflod. Ifølge kommuneplanens retningslinje KL3, betyder det, at der ikke kan planlægges for ny bebyggelse med mindre, at det ved nye valide beregninger kan påvises, at der ikke er risiko for denne type oversvømmelse i fremtiden. Dette kan være i form af et eventuelt nyt forbedret datagrundlag eller ved at området indgår i en godkendt samlet løsning med afværgeforanstaltninger for et større område end det aktuelle lokalplanområde.

Dokken er beliggende i et område, som af staten er udpeget som risikoområde efter Oversvømmelsesloven. I den lovpligtige kommunale risikostyringsplan indgår derfor sikring af Esbjerg by mod stormflod. Der foreligger en samlet godkendt løsning for fase 1 i form af en højvandsmur langs Adgangsvejen og HE Bluhmes Vej fra Niels Juels Gade til Esbjerg Strand, som sikring frem mod 2065. Som fase 2 for denne del af strækningen er der udarbejdet et skitseprojekt i form af Havnestrøget længere oppe mod byen, som skal sikre byen efter 2065. Herudover er der iværksat en statslig ledet forundersøgelse, som skal munde ud i et forprojekt i form af fase 3 af en samlet løsning for hele strækningen fra Måde i Syd til Hjerting i nord.

Det er derfor en forudsætning for lokalplanen ved Dokken, at afværgeforanstaltningerne for lokalplanområdet kan indgå i en fremtidig samlet godkendt løsning for stormflodssikring af Esbjerg by.

De i miljørapporten gennemførte analyser af stormflod, tidevand og klimabidrag konkluderer, at etablering af plinten i kote 5,8m DVR90 medfører et robust sikringsniveau for den afgrænsede og byggeretsgivende del af lokalplanområdet og som sådan kan indgå som et element i en fremtidig samlet godkendt løsning til stormflodssikring af Esbjerg by.

I forbindelse med en senere udbygning af området ved Dokken med deraf følgende udarbejdelse af yderligere

I forbindelse med den videre udbygning af området ved Dokken, med udarbejdelse at nye byggeretsgivende lokalplaner, vil der allerede i den førstkommende lokalplan blive stillet krav om, at lokalplanområdet skal sikres med faste og/eller mobile højvandsmure eller andre tilsvarende afværgeforanstaltninger. Disse tiltag skal kunne indgå i en fremtidig samlet godkendt løsning for stormflodssikring af Esbjerg by.

Miljørapportens afsnit 11 skitserer to principper for, hvordan der i en senere planlægning kan etableres faste og/eller mobile højvandsmure med henblik på bl.a. at sikre adgang og mulighed for evakuering fra Dokken til den resterende del af Esbjerg by under stormflod. Den endelige udformning og placering af sikringstiltag vil først skulle fastlægges i forbindelse med kommende byggeretsgivende planlægning.