TRAFIK OG FORBINDELSER

Håndtering af biler

I denne lokalplan gives der mulighed for etablering af nye boliger, fx ungdomsboliger, samt fællesfunktioner, herunder café, serviceerhverv, foreningsaktiviteter, mindre butikker, almennyttige funktioner som lokalt mødested, studierum, fælleskøkken, pavillonen og lignende. Den østlige del har tidligere været anvendt til boligformål, hvor der har stået et lejlighedskompleks med cirka 75 almene boliger, som havde indkørsel til området ved den nuværende Netto. Da anvendelsen og antallet af boliger er meget sammenlignelige, vurderes det, at den tidligere overkørsel kan genbruges i det nye boligområde.

Parkering

Selv med det øgede antal boligenheder forventes det ikke, at trafikken vil blive øget væsentligt, da det er et bevidst valg i boligprojektet at skære væsentligt ned på antallet af parkeringspladser. Særligt når uddannelsesinstitutioner, indkøb og lignende ligger så lokalt. Det er et ønske, at beboerne og brugere af området i højere grad vil tage cyklen eller gå.

I alt skal der derfor etableres én parkeringsplads for hver 10. bolig. Disse skal placeres i forbindelse med indkørslen i det nordlige område. Parkeringspladserne skal indeholde beplantning som en del af udformning.

Som en tilføjelse til de anlagte parkeringspladser er der mulighed for dobbeltanvendelse i forbindelse med den nærliggende Netto, der har et relativt stort parkeringsareal. I forbindelse med projektet kan der igangsættes en dialog med Netto for at finde en løsning, der muliggør en større udnyttelse.

Campus Esbjerg, der ligger få minutters gang fra området, har tilbudt, at man må bruge deres parkeringspladser, når der afholdes events m.m. på kvarterspladsen. Der arbejdes på at forbedre forbindelsen mellem kvarterspladsen og Campus Esbjerg, så det bliver endnu lettere at bevæge sig mellem de to steder.

 

Renovationskøretøjer og vendemuligheder

Parkeringspladsen skal etableres med vendeareal til renovationskøretøjer, så der ikke bakkes ind og ud af området.

Kollektiv trafik

Inden for 100 meter af lokalplanområdet er der tre busstoppesteder med A-busforbindelser. Dog har kun ét enkelt stoppested mulighed for komfortabel ventefacilitet i form af et mindre skur og en bænk. Inden for lokalplanen arbejdes der med muligheden for at integrere et ventested på pladsen ved Storegade.

Cyklisme, fodgængere og tilgængelighed

I lokalplanen er der fokus på at opfordre brugerne til at tage cyklen eller gå frem for bilen. I afsnittet om udearealer er det også beskrevet, hvordan det er lokalplanens fokus at skabe gode og trygge forbindelser gennem området og op til uddannelsesinstitutionerne. Ligeledes skal der sikres god forbindelse ud på vejnettet og ind mod midtbyen.

Ved vedtagelse af lokalplanen, er der blot et lyskryds med fodgængerfelt ved Strandby Kirkevej. Men med etablering af en ny kvartersplads, er placeringen af fodgængerovergangen ikke helt optimal. I forlængelse af realiseringen af projektet kan det med fordel undersøges, om det er muligt med en ny, mere direkte overgang ved Novrupvej. Da det ikke er indenfor lokalplanens afgræsning, stilles der ingen krav til dette.