ANVENDELSE

Lokalplanen fastlægger anvendelsen til boligformål, en kvartersplads og grønt rekreativt formål med areal til håndtering af overfladevand.

Lokalplanen giver mulighed for opførelse af boliger, som fx ungdomsboliger, med mulighed for flere offentlige funktioner og formål i stueetagen. Heri muligheder for café, serviceerhverv og mindre butikker som bager, keramik og lignende. Herunder almennyttige funktioner som lokalt mødested, studierum, fælleskøkken og lignende. Funktionerne skal så vidt muligt indrettes, så de kan have en fleksibel udnyttelse og blive en del af kvarterspladsen, så de tilsammen støtter op om de aktiviteter, der sker i området – herunder musik og mad. Der gives også mulighed for at fjerne dele af områdets jorddiger og træer samt at anlægge regnvandsbassiner til håndtering af regnvand.

Lokalplanområdet inddeles i to delområder: Delområde B til boliger samt udendørs opholdsareal og kvarterspladsen og Delområde A til det grønne rekreative areal samt håndteringen af overfladevandet. Delområderne kan ses på Bilag B. Illustrationsplanen på Bilag C viser, hvordan området kan se ud ved udbygning. Dette kortbilag er ikke bindende.