Støv- og støjgener i anlægsfasen
Anlægsfasen vil kunne give anledning til støj- og støvgener i omgivelserne. Det forudsættes, at generne forsøges minimeret mest muligt.
Esbjerg Kommunes ”Forskrift for visse miljøforhold ved midlertidige bygge- og anlægsarbejder i Esbjerg og Fanø Kommune” skal overholdes.
Produktionserhverv
I forbindelse med planlægningen for området, har der været gennemført OML-beregninger, med henblik på at kunne fastsætte bestemmelser om bebyggelsens højde og placering, således at forureningsgener ikke vil påvirke boligerne.
I planlægningssituationen skal der tages højde for eksisterende byggerier, som kan være allerede begrænsede faktorer for virksomhedernes drift. Derudover defineres virksomhedernes maksimale produktionskapacitet af deres eksisterende miljøgodkendelse. Hvis ikke virksomhederne har en miljøgodkendelse vil det være de generelle grænseværdier, som vil være gældende. Separat for produktionserhverv skal deres fremtidige udvidelse muligheder beskyttes. For processer, som genererer lugt, vil det være 5 LE/m3 (lugtenheder) for boliger og 10 LE/m3 for erhverv (samt for hotel/erhverv ved Kaktus Tårnene over 27 m), som definerer kapaciteten.
Kaktus Tårnene ligger øst for alle tre virksomheder, og ligger dermed i den dominerende vindretning, og samtidig er Kaktus Tårnene i en højde af 66 m. Dette gør, at Kaktus Tårnene vil være den dominerende receptor i forhold til de tre virksomheders emissioner af stoffer i planlægningssituationen for Helgolandsgade, men på grund af lempelsen for lugt over 27 m ved Kaktus Tårnene, så er etageboligerne ved Engparken de mest sensitive receptorer ift. lugt.
Det fremgår af resultaterne, at B-værdierne for immissionerne fra Dancoat og ZPD overholdes i projektområdet i de fem valgte receptorhøjder fra 30-49 m, når der beregnes på virksomhedernes maksimale produktionskapacitet, hvor den begrænsende faktor er Kaktus Tårnene.
For TripleNine gælder, at der jf. miljøgodkendelsen maksimalt må ske en lugtpåvirkning ved boliger på 5 LE/m³ og 10 LE/m³ ved erhverv. Der er ikke fastsat en grænse for, hvor meget virksomheden må udlede ved skorstenen – reguleringen sker alene via kravet til påvirkningen uden for virksomheden.
Beregninger viser, at med dette projekts placering og højde kan virksomheden udlede op til et teoretisk maksimum på 0,92 MLE/s (millioner lugtenheder pr. sekund) og stadig overholde grænsen på 5 LE/m³ ved boliger. Til sammenligning ligger den nuværende udledning på ca. 0,4 MLE/s, hvilket teoretisk betyder, at en tilsvarende virksomhed kan placeres ved siden af uden at overskride miljøgodkendelsen.
Lokalplanen begrænser derfor ikke virksomhedens nuværende drift og sikrer samtidig stor mulighed for fremtidige udvidelser.
