Særlig værdifuld natur

Ifølge kommuneplanens retningslinje NA. 5 skal naturbeskyttelse og udvikling af den biologiske mangfoldighed prioriteres over øvrige interesser inden for arealer udpeget med særlig værdifuld natur. Det skal gennem planlægning og forvaltning sikres, at områderne udvikles som attraktive levesteder for dyr og planter. Den særligt værdifulde natur udgør kernen i det Grønne Danmarkskort, og det er derfor særligt vigtigt, at naturbeskyttelsen her prioriteres højt. Det er fra områderne med særligt værdifuld natur, at planter og dyr skal kunne sprede sig til nye levesteder i takt med, at netværket af naturområder udvikles.
Der er udpeget særligt værdifuld natur langs den nordlige afgrænsning af lokalplanområdet. Udpegningerne ligger i periferien af lokalplanområdet, og en realisering af lokalplanen vurderes ikke at medføre nogen ændringer i tilstanden af disse udpegede arealer. På den baggrund vurderer Esbjerg Kommune, at lokalplanen er i overensstemmelse med kommuneplanens retningslinje NA. 5 for særligt værdifuld natur.