Opholdsarealer
I lokalplanen sikres der etablering af opholdsarealer svarende til 2% af etagearealet for erhverv. For boliger skal der etableres opholdsarealer svarende til mindst 10% af etagearealet. Opholdsarealerne skal være velbeliggende og anvendelige og kan være private eller fælles. Ved etablering af mere end fem boliger skal der udlægges et velbeliggende og anvendeligt fælles opholdsareal, svarende til mindst 5% af det samlede grundareal. Dette areal medregnes i det samlede opholdsareal.
Lokalplanen giver mulighed for at placere fælles og private opholdsarealer på tagflader som tagterrasser og indbyggede altaner. De fælles rekreative opholdsarealer skal placeres i princippet, som vist på illustrationen nedenfor. For boligerne etableres et fælles opholdsareal på tagfladen af 4. sal mod sydvest, hvilket sikrer gode solforhold både i dag- og aftentimerne. For erhvervsdelen placeres opholdsarealet på tagfladen mod nordvest, hvor der er visuel kontakt til passagen og baggården.


Illustration af principper for tagterrasser og grøn struktur.
Beplantning og grøn struktur
Lokalplanområdet grænser direkte op til Heerups Have, som er en central, grøn park med stor rekreativ værdi. For at understøtte den visuelle og funktionelle sammenhæng mellem lokalplanområdet og parken, er der udarbejdet en beplantningsplan bilag D, med fokus på en høj grad af begrønning, der giver området en naturpræget karakter.
Den grønne stiforbindelse jf. bilag B mellem Heerups Have, de offentlige toiletter og Danmarksgades parkeringshus bevares og styrkes som en vigtig og oplevelsesrig passage. Denne forbindelse udgør den mest direkte og attraktive adgangsvej til Torvet og har stor betydning for områdets tilgængelighed til midtbyen. Beplantningen skal derfor harmonere med vegetationen i Heerups Have og fremstå grøn med træer, buske og bunddække af urter, græsser og stauder. Dette bidrager til en smuk overgang og forbindelse mellem byens rum.
