Beliggenhed og eksisterende forhold

Lokalplanområdet er beliggende i den indre del af Esbjerg. Lokalplanområdet udgøres af matr.nr. 757 Esbjerg Bygrunde, der har et areal på 1.166 m². Området anvendes i dag til parkeringspladser og et midlertidig rekreativt område med beplantning i højbede. Der er placeret få træer indenfor lokalplanområdet som fældes, for at gøre plads til bygningen. To træer er placeret i Heerups Have tæt på skel der ligeledes skal fældes.

Luftfoto af lokalplanområdet.

 

Lokalplanområdet er beliggende på Skolegade 39, og grænser op mod Heerups Have mod øst, der er en lille centralt placeret park i byen. Mod nord grænser lokalplanområdet op til Hotel Britannia og parkeringshuset i Danmarksgade. Passagen fra parkeringshuset gennem Heerups Have til torvet er en vigtig forbindelse til byen. Lokalplanområdet mod vest afgrænses af Skolegade 41, som afslutter karrestrukturen.

De fredede og bevaringsværdige bygninger på og omkring Torvet, som blandt andet Posthuset, det tidligere Ting- og Arresthus og Hotel Britannia, udgør en del af det bevaringsværdige kulturmiljø. Bygningerne er typisk opført med markante historicistiske bygningstræk i røde teglsten. Hotel Britannia er opført i midt 60’erne i en modernistisk skandinavisk stil, ligeledes med røde mursten og elementer i hvidmalet træ. Lokalplanområdet er således placeret i et område med mange forskellige stilarter og bygninger, som er opført på forskellige tidspunkter, dog med en overvægt at røde teglstensbygninger fra omkring år 1900.

 

Torvet’s vestlige facader, med historicistiske bygningstræk.

 

Gamle Ting- og Arresthus 

Markant og fredet bygning beliggende centralt ved Torvet i Esbjerg. Opført i 1892 og tegnet af arkitekt H.C. Amberg i den historicistiske stil, udgør bygningen et vigtigt arkitektonisk og kulturhistorisk vidnesbyrd om byens tidlige udvikling. Med sine kamtakkede gavle, raffinerede murværksdetaljer og det 30 meter høje tårn fremstår bygningen som et velbevaret eksempel på historicismens arkitektur.

Hotel Ansgar

Er beliggende på Skolegade 36, blev opført i 1898 under navnet Missionshotellet og er dermed et af Esbjergs ældste og mest traditionsrige hoteller. Hotellet har gennemgået flere moderniseringer, men har bevaret sin historiske charme og betydning. I 2025 afsluttedes en omfattende renovering og udvidelse.

Hotel Britannia

Hotel Britannia er opført i midten af 1960'erne og udbygget flere gange. Hotellet fremstår som et tidstypisk eksempel på byggestilen omkring midten af 1960'erne i en modernistisk skandinavisk stil.

Parkeringshuset & offentligt toilet

Ud mod Danmarksgade ligger parkeringshuset og det offentligt toilet, som er en del af serviceringen af torvet og midtbyen.

Heerups Have

Lokalplanområdet grænser op til Heerups have, hvor den vestlige del er en mindre, men betydningsfuld park centralt beliggende i Esbjerg mellem Torvet, Skolegade, Torvegade og Hotel Britannia. Haven blev anlagt i 1968 af havearkitekt Eigil Kiær og rummer en samling af skulpturer af den danske kunstner Henry Heerup. Skulpturerne er integreret i det grønne byrum og skaber en unik kombination af natur og kunst i det offentlige rum, hvor der er lagt vægt på en rolig og fredfyldt atmosfære midt i byens pulserende liv.

 

Parken er på 2.075 m² og har gennem tiden gennemgået flere forbedringer og moderniseringer. I 1997 tildelt prisen "Byens Grønne Blad" for sin æstetiske og rekreative værdi. Et centralt element i haven er det store bøgetræ omkranset af en 45 meter lang cirkelbænk, der som et moderne skulpturelt møbel, fungerer som både opholdssted og samlingspunkt. Til Esbjerg festuge og lignende begivenheder omdannes parken midlertidig med telte og boder, hvor der foregår begivenheder og forskellige aktiviteter.

Den intime del af haven med cirkulært formsprog, vandspejl og springvandet, der er omkranset af hække og træer. Belægning består af chaussésten.

Blomsterhaven foran Hotel Britannia. Belægningen består af stenmel og gangstien med chaussésten.

 

Passagen mellem parkeringshuset i Danmarksgade og Heerups have er en vigtig overgang og ankomst til byens centrum.

Det store bøgetræ med cirkelbænken er et vigtigt mødested og opholdsrum.