Baggrund og formål

Baggrunden for lokalplanens udarbejdelse er et ønske fra en bygherre om at opføre et erhvervsområde og transportcenter ved Korskroen, afkørsel 73 på E20 Esbjergmotorvejen.

Placeringen ved Korskroen rummer et stort potentiale til udviklingen af et fremtidigt erhvervsområde, idet stedet har en unik placering i forhold til landsdelens overordnede infrastruktur, herunder Esbjerg Lufthavn, E20 Esbjergmotorvejen, hovedvej 11, hovedvej 30 og hovedvej 191. Lokalt ligger området med god synlighed og gode adgangsforhold i forhold til det omkringliggende vejnet.

 

Formålet med lokalplanens udarbejdelse er, at muliggøre opførelsen af et nyt erhvervsområde og transportcenter ved Korskroen, afkørsel 73 på E20 Esbjergmotorvejen.

Området udlægges til erhvervsområde i form af transport-, logistik-, og fremstillingsvirksomheder med tilhørende servicefunktioner, liberale erhverv, oplevelsesvirksomheder samt transportrelaterede servicefunktioner som parkering, tankanlæg, opladningsfunktioner, vaskehal, restaurationer og chaufførhotel.

 

Lokalplanens skal ligeledes sikre trafikale adgangsforhold og den overordnede interne logistik i området samt etableringen af de nødvendige parkeringspladser til betjening af områdets funktioner.