Lokalplanområdet er omfattet af spildevandsplanen og er separatkloakeret. Der er i lokalplanen fastsat befæstningsgrader for området, for at begrænse afledningen af regnvand/overfladevand til kloakken. Der er i lokalplanen ligeledes forskellige muligheder for at håndtere regnvand lokalt.
Befæstelsesgraden i lokalplanen er fastsat til 60% af grunden. Spildevandsselskabet Din Forsyning i Esbjerg vil modtage regn- og overfladevand svarende til en befæstelsesgrad på 60 % for området som helhed. Vand fra det resterende befæstede areal, skal forsinkes eller håndteres på egen grund.
Der er i lokalplanen givet mulighed for, at den nye dagligvarebutik kan etableres med grønne tage (sedumtage), som skønsmæssigt fordamper ca. 50% af regnvandet. Der er tillige anlagt grønne bede med større træer langs Stengårdsvej. Såfremt det ikke er muligt at overholde befæstelsesgraden, så skal denne del af regnvandet nedsives på grunden.
Ved kraftige regnhændelser skal regnvandet kunne håndteres på grunden, så der ikke sker overfladeafstrømning til nabo- og vejarealer.