Lokalplanens nordlige område vejbetjenes, som vist på bilag B, fra Læsøgade og Samsøgade, hvorfra der dels vil være adgang til en parkeringsgade vej med parkering i delområde C samt vejadgange til parkeringskælder/-dæk i delområde A. Delområde B mod syd vejbetjenes fra Helgolandsgade.
Figur 11 – Eksempel på gennemgående vej mellem Læsøgade og Samsøgade med parkering samt forskønnelse af gaderum.
Parkeringsgaden i lokalplanens delområde C vil foruden parkering kunne håndtere renovation og andre tekniske funktioner. I forbindelse med parkeringspladserne er der krav om begrønning i form af træer og beplantning, der ligeledes kan anvendes til afledning af regnvand. Derudover skal der ved hver overkørsel etableres henholdsvis en hævet flade i fortovets bredde og en vejindsnævring samt et centralt vejbump, for at tydeliggøre vejens mere private karakter.
Parkering etableres både på terræn og under terræn. Langs den gennemgående vej nord for bebyggelsen etableres parkering på terræn, mens der etableres parkeringskælder og -dæk under selve bebyggelsen og bebyggelsens gårdrum. Der skal mindst anlægges/udlægges 1 p-plads pr. bolig i etageboligbebyggelse (dog kun ½ p-plads pr. bolig under 80 m²) og 1 p-plads pr. 100 m² etageareal til erhverv eller hotel. Derudover skal der etableres cykelparkering svarende til 2 pladser pr. bolig og 2 pladser pr. 100 m² etageareal til erhverv.
Lokalplanområdets parkeringsarealer vil primært blive etableret som sammenhængende parkeringsfaciliteter placeret i delområde A og C nord for Helgolandsgade. Hotellet i delområde B vil derfor også skulle anvende parkeringspladserne nord for Helgolandsgade.
Lokalplanen udlægger areal til en sti gennem området sydvestlige del fra Helgolandsgade til Læsøgade for at åbne bebyggelsen op og integrere planområdet yderligere i omgivelserne.

