Beliggenhed og eksisterende forhold

Lokalplanområdet er beliggende i Strandby, Esbjerg by, tæt ved Esbjergs havneareal mod sydvest og med det centrale Esbjerg mod sydøst. Området omfatter et areal på ca. 8.600 m2 fordelt på to adskilte områder på henholdsvis ca. 7.600 m² nord for Helgolandsgade og ca. 1.000 m² syd for Helgolandsgade. Begge anvendes til erhvervsformål i dag.

Figur 1 – Luftfoto af området. Planområdet er vist med rødt stiplet linje.

Det nordlige planområde afgrænses af Helgolandsgade mod syd, Samsøgade og boligområde mod øst, Læsøgade og erhvervsområde mod vest og en større erhvervsbebyggelse mod nord. Det sydlige planområde afgrænses af Helgolandsgade mod nord, mens der mod øst, vest og syd ligger mindre erhvervsejendomme. Området ligger vest for det centrale Esbjerg og ca. 300-400 m fra havnen mod vest.

Terrænet i området er forholdsvis fladt og ligger overvejende mellem ca. kote 3,5 m og 3,75 m DVR90.

Den eksisterende bebyggelse i det nordlige planområde er primært større erhvervsbebyggelse i en etage, mens der mod Helgolandsgade ligger to mindre enkeltstående bygninger i henholdsvis 1,5 etage med erhverv og 2,5 etage med erhverv og bolig. I det sydlige planområde ligger henholdsvis et lavt erhvervsbyggeri og en 3,5 etagers bygning med blandet bolig og erhverv. Denne bygning, Helgolandsgade 26, er bevaringsværdig i kategori 5, hvilket er middel bevaringsværdi. Bygningen kan ses til højre på figur 2 samt på figur 6. Lokalplanen kræver ikke bevaring af den pågældende bygning eller andre bygninger i planområdet, der alle forventes nedrevet for en fuld realisering af lokalplanen.

På baggrund af områdets nuværende anvendelse som erhvervsområde, er der udover et træ på hjørnet af Læsøgade og Helgolandsgade stort set ingen beplantning i området.

Figur 2 – Foto af planområdet på begge sider af Helgolandsgade set fra vest.

Figur 3 – Foto af hjørnet mellem Helgolandsgade og Samsøgade set fra sydvest.

Figur 4 – Foto af hjørnet mellem Helgolandsgade og Samsøgade set fra sydøst.

Figur 5 – Foto af eksisterende erhvervsbebyggelse mod nord set fra øst.

Figur 6 – Foto af eksisterende bebyggelse syd for Helgolandsgade, herunder bevaringsværdig bygning, set fra nordvest.