Bilag IV i EU’s habitatdirektiv indeholder en liste over udvalgte dyre- og plantearter, som medlemslandene er forpligtet til generelt at beskytte, både inden for og uden for Natura 2000-områderne. Det handler bl.a. om forbud mod ødelæggelse af yngle/raste- områder og mod at forstyrre fugle på reder.
I miljøvurderingen er de naturmæssige lokaliteter og konsekvenser for beskyttede arter og naturtyper belyst, på baggrund af kortlægning for natur udført i 2022, herunder bilag IV arter som potentielt kan forekomme i planområdet.
Der blev registreret en mose, seks søer og to strandenge. Alle med dårlig, ringe eller moderat naturtilstand.
Kortlægning af bilag IV arter blev målrettet potentielle forekommende arter, herunder flagermus, spidssnudet frø, strandtudse og markfirben. Kortlægningen af padder og markfirben resulterede ikke i fund af bilag IV-arter, og kortlægningen af flagermus viste, at der ikke er træer med kolonier af flagermus inden for planområdet.
På baggrund af kortlægningen er det derfor vurderet, at realisering af lokalplanen ikke vil medføre skade på den økologiske funktionalitet af yngle- og rasteområder for padder, markfirben, flagermus eller andre bilag IV-arter.