Ubebyggede arealer

De ubebyggede arealer i delområde A planlægges hovedsageligt udlagt til parkeringsarealer til kunder i butikken. For at skabe gode forudsætninger for biodiversitet og sikre en tydelig overgang mellem byen og det åbne land, udlægges delområde B til grønt areal med blomstereng, overvejende blomstrende buske og træer samt regnvandsbassin til håndtering af regnvand fra hele lokalplanområdet. En skitse for, hvordan arealet tænkes disponeret og hvilken beplantning, der tages udgangspunkt i findes på Bilag B, C og D. Der er i plantevalget lagt vægt på, at der er blomstring en stor del af året og, at beplantningen i øvrigt skal fremme biodiversiteten i området. For at give arealet et parkagtigt præg, består plantevalget overvejende af hjemmehørende arter suppleret med mere kulturprægede arter, som mange af løgplanterne er.

Regnvandsbassinet placeres mod sydvest i den lave del af området. Bassinet skal etableres så det fremstår som en naturlig lavning i terrænet, således det bidrager positivt til den landskabelige oplevelse af området. Regnvandsbassinet har en svag hældning og tilplantes eller tilsås med planter, der kan tåle højtstående vand. Mod nord, mod krydset Gabelsvej / Kirkebrovej, udlægges ligeledes et grønt areal med træer og blomstereng. Der sikres således store grønne arealer i området herunder også opholdsarealer til personale. En planlagt disponering af de ubebyggede arealer fremgår af Bilag C og D.    

For at give området et ryddeligt udseende, er der bl.a. bestemmelser om, at oplag og affald skal afskærmes. 

Langs den sydlige lokalplangrænse, skal der etableres en minimum 2 m høj støjafskærmning, så det sikres, at naboer ikke støjbelastes mere end gældende støjgrænser. Der skal etableres beplantning i form af buske og eller træer langs den nordlige side af støjafskærmningen, for visuelt at bryde den lange støjskærm, så den falder mere ind i landskabet. 

Der er fastsat nærmere bestemmelser om skiltning på terræn for at begrænse mængden. Herunder tillades kun én pylon i den sydøstlige del af området.