Lokalplanområdet skal vejbetjenes fra en ny overkørsel til Gabelsvej. Der tillades ikke udkørsel til Kirkebrovej af hensyn til trafiksikkerheden. Der etableres ligeledes en stiadgang til Gabelsvej i den sydligste del af området. Dette sikrer en adskillelse mellem bilister og bløde trafikanter til fordel for trafiksikkerheden.
Af sikkerhedshensyn placeres varelevering i den vestligste del af byggefeltet, og parkeringsarealet indrettes således, at der ikke skal bakkes med lastbiler, hvor der er kundeparkering.
Lokalplanen sikrer tilstrækkelige p-pladser til både bilister og cyklister i overensstemmelse med Esbjerg Kommunes parkeringsregulativer.
For at sikre, at trafikken til og fra området kan håndteres på forsvarlig vis, skal der laves hastighedsdæmpende foranstaltninger i form af et vejbump på Gabelsvej. Dette ligger uden for lokalplanområdet og kan derfor ikke sikres i denne lokalplan. Der laves derfor en privat udbygningsaftale mellem bygherre og Esbjerg Kommune, hvor bygherre skal stå for udgifter til dette anlæg. Se nærmere under afsnittet Udbygningsaftale.