Lokalplanområdet er beliggende i den nordlige del af Bramming, og området omfatter et areal på ca. 8.800 m2. Lokalplanområdet anvendes i dag til landbrugsdrift og udgør en del af en dyrket mark.
Området ligger på grænsen mellem by mod syd og landbrugsarealer mod nord og kan betragtes som "indgangen" til Bramming fra nordsiden. Området afgrænses mod syd af et beplantningsbælte, og syd herfor er der et stuehus tilhørende landbrugsejendommen. Mod nord afgrænses området af Kirkebrovej og nord herfor af marker, der mod nord grænser op til et i kommuneplanen udpeget større sammenhængende landskab og Grøn danmarkskort med Holsted Å-dal. Mod øst afgrænses området af Gabelsvej. Området grænser mod vest op til en dyrket mark.
Terrænet i området ligger mellem kote 6,7 mod vest og kote 8,3 mod øst (DVR90).
Der er ingen eksisterende bebyggelse indenfor lokalplanområdet, men der er højspændingskabler henover arealet i øst-vestlig retning.
Lokalplanområdet set fra Kirkebrovej mod øst.
Lokalplanområdet set fra Gabelsvej, fra syd mod nord-vest. I baggrunden ses beplantningsbæltet der markerer afgrænsningen mellem de dyrkede marker og ådalen.
Bebyggelsen lige syd for området, set fra Gabelsvej.