Bestemmelser

Lokalplanen har til formål

at sikre området anvendt til én dagligvarebutik,

at sikre tilstrækkelige parkeringsarealer,

at sikre vejadgang til Gabelsvej, 

at sikre en veldefineret overgang fra by til land,

at sikre, at der på arealet skabes gode forudsætninger for biodiversitet,

at overføre lokalplanområdet til byzone.

Lokalplanen afgrænses som vist på Matrikelkort Bilag A og omfatter del af matrikelnummer 1kh Bramming Hgd, Bramming, samt alle parceller der efter byrådets 1. behandling af lokalplanen udstykkes heraf.

2.1

Lokalplanområdet udmatrikuleres af matriklen 1kh, Bramming Hgd, Bramming, som ligger i landzone. Ved lokalplanens vedtagelse overføres lokalplanområdet til byzone.

 

3.1

Delområde A må kun anvendes til én dagligvarebutik, der betjener lokalområdet med et samlet areal på maksimalt 1.200 m2, beregnet efter bestemmelserne i planloven om butiksstørrelser, samt til grønt område.

Delområde B må kun anvendes til grønt område og håndtering af regnvand fra hele lokalplanområdet. Arealet må ikke befæstes.

 

Ingen bestemmelser.

5.1

Lokalplanområdet skal vejbetjenes med én ny overkørsel til Gabelsvej samt en stiadgang til Gabelsvej med placering i princippet som vist på Bilag B.

5.2

Lokalplanområdet og parkeringspladsen skal indrettes i princippet som vist på bilag C, så det ikke er nødvendigt for lastbiler at bakke, hvor der er kundeparkering. Kørearealerne i området skal indrettes, så køretøjer ikke bakker til og fra offentlig vej.

5.3

Der skal mindst anlægges 1 p-plads pr. 25 m2 butiksareal.

5.4

Der skal ved kundeindgangen etableres cykelparkeringspladser med mindst 1 plads pr. 100 m2 butiksareal.

5.5

Belysning af veje, stier, parkeringsarealer og varegård mm. skal etableres ved opstilling af armatur med en lyspunkthøjde på højst 3,5 meter. Belysning skal udføres med ensartet armatur.

5.6

Belysning skal udformes og retningsbestemmes, så denne ikke er til gene for naboer og trafikken på de tilstødende veje.

 

6.1

Nye tekniske forsyningsledninger, herunder højspænding, lavspænding, telefon og antenne, skal fremføres som jordkabler.

 

7.1

Bebyggelse skal opføres inden for byggefeltet, vist på bilag B. 

Mindre småbygninger som overdækninger til kundevogne og tekniske bygninger til områdets forsyning og drift, må dog opføres uden for byggefeltet i en afstand af mindst 5 meter fra vejskel, dog ikke i områder udlagt til grønne områder.

7.2

Bebyggelse inden for byggefeltet må opføres i 1 etage i en højde på maks. 6,5 meter over kote 8,0 DVR90.

Uden for byggefeltet må mindre småbygninger opføres i en højde på maks. 3,5 meter. 

7.3

Varegård skal placeres på vestsiden af bygningen, i princippet som vist på Bilag C.

7.4

Der må ikke placeres tekniske installationer på taget med undtagelse af solceller samt ventilationsindsug og udkast. Disse installationer skal placeres således, at de ikke kan ses fra de tilstødende veje.

7.5

Bebyggelsesprocenten må ikke overstige 30 %.

 

8.1

Facader på dagligvarebutikken skal udføres i teglsten i afdæmpede farver. Mindre facadepartier, der svarer til max. 25 % af den enkelte facades areal, eksklusiv vinduer og døre, må udføres i træbeklædning.

8.2

Indgangspartier, skure til kundevogne og øvrige småbygninger må desuden udføres i glas, metal og træ. 

8.3

Tage skal udføres, så de fremstår flade (med op til 5° hældning) og udføres med tagpap eller som grønne tage. 

8.4

Facader og gavle længere end 15 meter skal brydes. Dette kan ske ved spring i murværket, anden mursten og fuger, spring i vinduesplacering, anden farve, detaljeret murværk mv.

8.5

Skiltning på bygninger skal udføres efter følgende retningslinier:

  • Skiltning skal etableres plant på bygningens facade, gavl eller tagudhæng og må ikke overstige bygningens overkant.
  • Skilte må kun relatere sig til butikker i lokalplanområdet.
  • Løbende og blinkende lysreklamer tillades ikke.
  • Skiltebånd må ikke være gennemgående i dele eller hele facadens længde.
  • Skilte må ikke have karakter af facadebeklædning, vinduesafblænding og lignende.
  • Der må opføres et logoskilt samt et navneskilt på hver side af bygningen - disse skilte må ikke være pladeskilte men skal fremstå som enkelbogstaver.
  • Lysskilte må udføres med en maksimal dybde på 35 cm. Belysning må ikke være til blændingsgene for fodgængere, trafikanter eller naboer.
8.6

Solceller skal placeres plant på taget (op til 10 grader) og må højest rage 0,5 m over taghøjden. 

Solceller og lignende må ikke udføres i reflekterende materiale, der kan medføre blændingsgener for naboer, genboer eller trafikanter.

8.7

Lys på bygning må ikke placeres højere end tagudhæng.

 

9.1

De ubebyggede arealer foruden parkeringsarealet, etableres med grønne arealer med blomstereng, buske, træer og regnvandsbassin. Placering, omfang og indhold fremgår som vist i princippet på bilagene B og D. 

9.2

Beplantning skal etableres efter følgende retningslinjer:

  • Plantevalget skal være tilpasset den aktuelle lokalitets jordbundsforhold.
  • Træer og buske skal overvejende bestå af hjemmehørende, løvfældende arter (se bemærkning). 
  • Der kan desuden anvendes egnskarakteristiske buske, f.eks. Malus Sargentii og vedbend (Hedera helix), som anvist på skitsen, bilag D.
  • Blomstereng skal tilplantes eller tilsås med en varieret blanding af hjemmehørende urter, egnet til fugtig jord. Urteblandingen kan suppleres med hjemmehørende, tuedannende græsser.
  • Løgplanterne, der hovedsageligt plantes i forbindelse med trægrupperne, må bestå af kultiverede planter, f.eks. som anvist på bilag D.
  • Engarealerne skal slås mindst 1 gang og højst 2 gange årligt i efteråret og eventuelt foråret. Det afklippede materiale skal fjernes fra engarealerne.

En oversigt over hjemmehørende buske og træer kan findes i "40 Danske træer og buske", Miljøministeriet, Skov & Naturstyrelsen, 1989. Her findes også vejledning om de enkelte arters vækstkrav.

9.3

Der må ikke placeres genstande, bebyggelse eller beplantning med en højde på over 4 m under eksisterende højspændingsledninger i et bælte på 8 meter på hver side af centerlinjen. 

 

9.4

Alt tag- og overfladevand fra ejendommens areal skal nedsives på egen grund.

9.5

Der skal etableres et regnvandsbassin til håndtering af overfladevand i lokalplanområdet, med placering i princippet som vist på bilag C.

Bassinet skal etableres så det fremstår som en naturlig lavning i terrænet med en maksimal hældning på 1:4 og skal indgå i naturlig sammenhæng med de øvrige grønne arealer.   

9.6

Der skal være et opholdsareal svarende til mindst 5 % af etagearealet til erhvervsformål til områdets ansatte. Opholdsarealet skal anlægges som et sammenhængende, velbeliggende areal med mulighed for sol og læ og skal skærmes med beplantning. Arealet skal placeres i princippet som vist på Bilag C og D. 

9.7

Udendørs oplag og affaldssortering mv. må kun finde sted inden for afskærmede arealer i direkte tilknytning til bebyggelsen og må ikke fremstå synligt mod omgivelserne.

9.8

Opstilling af udendørs varer som blomster, krukker mv. skal gives et ordentligt udseende, og der må ikke anvendes hegn.

9.9

Der skal etableres en minimum 2 m høj støjafskærmning langs den sydlige lokalplangrænse, som sikrer, at Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for støj overholdes.

Støjskærmens nordlige side skal tilplantes med klatreplanter som f.eks. vedbend.

Endvidere skal der langs støjskærmens nordlige side, med undtagelse af hvor der er bebyggelse, plantes spredt træ- eller buskbeplantning. 

Skiltning

9.10

Skiltning på terræn må opføres efter gældende retningslinjer:

  • Der må kun opføres én fritstående pylon syd for indkørslen på Gabelsvej med placering som vist på Bilag B.
  • Pylonen må maksimalt have en højde på 6 meter og en bredde 2 meter.
  • På pylonen må der fremgå logo og tekst, der knytter sig til virksomheden i lokalplanområdet.
  • Der må opføres ét henvisningsskilt ved indkørslen. 
  • Henvisningsskiltet må have en højde på maks. 1,5 meter og en bredde på maks. 0,8 meter.  
  • På skiltning må kun logo og tekst lyse og ikke søjlen som helhed.
  • Der må ikke opsættes flagstænger.
9.11

Henstilling af busser samt last- og flytte- og fragtbiler og lign. på eller over 3.500 kg, må ikke finde sted inden for lokalplanområdet.

9.12

Terrænet må ikke reguleres mere end 1 meter i forhold til det eksisterende terræn, dog undtaget terrænreguleringer til regnvandsbassin, fundament, trapper, ramper til varelevering og ned- og opkørsel. 

Overskudsjord fra byggeri og anlæg i lokalplanområdet skal håndteres på grunden.

Der må ikke tilføres muld til engarealerne. Dog må der i forbindelse med plantning af træer og buske tilføres muld, hvis det er nødvendigt for træernes eller buskenes trivsel.

9.13

Der må ikke etableres støttemure langs med Gabelsvej og Kirkebrovej.

10.1

Ny bebyggelse må ikke tages i brug før:

  • de i § 5 nævnte parkeringsarealer er etableret,
  • de i § 9 nævnte opholdsarealer er etableret,
  • den i § 9 nævnte grønne arealer og beplantning er etableret (dog med hensyntagen til årstiden),
  • den i § 9 nævnte støjafskærmning er etableret,
  • det i § 9 nævnte anlæg til nedsivning af regnvand er etableret.

I forbindelse med etablering af butikker skal det dokumenteres, at vareindlevering kan foregå på færdselsmæssig betryggende vis på fællesarealer samt, at anvendelsen ikke vil påvirke naboer udover Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for støj.

11.1

Der aflyses ingen lokalplaner eller servitutter i forbindelse med denne lokalplans endelige vedtagelse. 

 

Ovenstående forslag til Lokalplan nr. 21-030-0012 udarbejdet efter Lov om planlægning, er endeligt vedtaget af Esbjerg Byråd den 21. juni 2021.

Jesper Frost Rasmussen, Borgmester

Erik Jespersen, Direktør for Teknik & Miljø