Planlovens §21 åbner mulighed for, at grundejer kan tage initiativ til en frivillig aftale med kommunen om at bidrage til udbygningen af infrastruktur i de tilfælde, hvor grundejeren finder det hensigtsmæssigt i forhold til udnyttelse af ejendommen. Der er indgået en udbygningsaftale mellem grundejer og Esbjerg Kommune med henblik på at sikre god og sikker trafikafvikling i området.
I udbygningsaftalen forpligter Rema Etablering ApS sig til at foranledige udførelse og betale;
- Ændring af T-krydset Havborgvej – Hjerting Strandvej således, at vejforholdene i højere grad kan håndtere vareleveringer til og fra området og således sikre bedre oversigts- og vigepligtsforhold i T-krydset.
- Flytning af vejbump på Havborgvej.
- Ændring af T-krydset Havborgvej – Ryttervænget således, at kørsel fra vest mod øst forhindres. Der vil være mulighed for udkørsel fra Ryttervænget til Havborgvej, mens Ryttervænget lukkes for trafik fra Havborgvej.
- Etablering af krydsningshelle på Hjerting Strandvej, som sikrer fodgængeres krydsning af Hjerting Strandvej.
Hele udbygningsaftalen fremgår af bilag E med tilhørende kortbilag.