Baggrunden for denne lokalplan er at Rema 1000 ønsker at etablere en dagligvarebutik i den eksisterende erhvervsbygning på Havborgvej 4. Bygningen er oprindeligt opført som dagligvarebutik og har dannet ramme for den tidligere Fakta-butik frem til udgangen af 2020.
Formålet med lokalplanen er at sikre mulighed for at etablere en ny og moderne dagligvarebutik i den eksisterende bygningsmasse på ca. 1.650 m², der reduceres til at danne ramme for en fremtidig dagligvarebutik med et samlet areal på 1.200 m², inklusive personalerum, overdækket varegård m.v.
Ved arealmæssigt at supplere med arealet fra 3 tilstødende parcelhusgrunde er målet at forbedre de trafikale forhold i området omkring dagligvarebutikken. Arealet fra de 3 parcelhusgrunde gør det muligt at forbedre og optimere trafikforholdene for butikkens kunder, varelevering samt de øvrige trafikanter på Havborgvej og Østervænget.
Det er lokalplanens intension, at området skal fremstå grønt og bæredygtigt. Den arkitektoniske vision er grøn og har som hovedformål at skabe en bæredygtig arkitektur og arealdisponering, som bidrager positivt til byen – både socialt og miljømæssigt. Genbrug og omdannelse af den eksisterende bygning er prioriteret som bæredygtighedstiltag, da disse metoder er ressourcebesparende. Formålet med at genanvende bygningsmassen og udskifte facadebeklædningen er at minimere ressourcespildet.
Bygningens facade vil være udformet i et grønt tema for at harmonere med områdets naturlige strandmiljø og det omkringliggende boligområde. Andre bæredygtighedstiltag i projektet omfatter forbedret trafikafvikling for at skabe tryghed, optimerede muligheder for nedsivning af overfladevand samt forbedrede arbejdsvilkår for lastbilchauffører, der leverer varer.
1. Visualisering af hvordan den nye dagligvarebutik kan komme til at se ud.