Bilag IV-arter

Bilag IV i EU’s habitatdirektiv indeholder en liste over udvalgte dyre- og plantearter, som medlemslandene er forpligtet til generelt at beskytte, både inden for og uden for Natura 2000-områderne. Det handler bl.a. om forbud mod ødelæggelse af yngle/raste- områder og mod at forstyrre fugle på reder.

Planen skønnes ikke at kunne medføre aktiviteter eller forhold, som kan påvirke beskyttede arter på habitatdirektivets bilag IV, eller disse arters levesteder. Der er foretaget en gennemgang af læhegnet syd for den eksisterende dagligvarebutik.

På arealet er læhegn undersøgt for forekomst af flagermus, og vurderet ift. om der kan være egnede yngle- og rasteområder for flagermus.

Besigtigelsen er foretaget med visuel inspektion, herunder med træklatring.  Træerne er undersøgt for om alder, størrelse, højde, hulheder og ind- og udflyvnings muligheder gør træerne egnede som yngle- og rasteområder for flagermus.

Overordnet set kan læhegnet med træer og bøgehæk beskrives som ungt og løvfældende med træer som står med middel afstand.

Ingen af træerne i læhegnet, vurderes at være egnede til flagermus.

Der er ikke oplagte ledelinjer til matriklen, og derfor er der ikke en samlet ledelinje der afbrydes ved fældning af træerne. Denne samlede ledelinje findes langs med kysten.

Hertil vurderes fældning af læhegnet ikke at have en påvirkning på bevaringen af flagermus.