Bestemmelser
Lokalplanen har til formål
at sikre området anvendt til en enkeltstående dagligvarebutik
at sikre en hensigtsmæssig trafikal betjening af området
at sikre, at naboer skærmes mod støj fra lokalplanområdet
at sikre at området fremstår med et grønt udtryk i form af beplantning på parkeringsarealet og grøn beplantning mod de omkringliggende områder
at fastlægge retningslinjer for bebyggelsens omfang, skiltning og parkering.
Lokalplanen afgrænses som vist på Matrikelkort Bilag A og omfatter matr.nr. 13ac, 13as, 13ar og 13r Hjerting By, Guldager.
Lokalplanområdet ligger i og skal forblive i byzone ved lokalplanens endelige vedtagelse.
Området opdeles i delområderne A og B som vist på lokalplankort, Bilag B
Delområde A må kun anvendes til en enkeltstående dagligvarebutik, der betjener lokalområdet med tilhørende parkeringsareal. Det samlede bruttoetageareal for dagligvarebutikken må maksimalt være 1.200 m2, beregnet ud fra planlovens bestemmelserne om butiksstørrelser.
Delområde B må kun anvendes til varelevering, affaldshåndtering og personaleparkering,
Inden for lokalplanområdet må der opføres transformerstationer og lignende til områdets forsyning.
Ingen bestemmelser
Området skal vejbetjenes fra Havborgvej. Der kan desuden etableres adgang til personaleparkering i kælder via Østervænget. Principperne er vist på Lokalplankort, Bilag B.
Vejadgang V1 fra Østervænget må kun anvendes som vejadgang for personaleparkering i eksisterende parkeringskælder.
Vejadgang V2 fra Havborgvej må kun anvendes til vareindlevering.
Vejadgang V3 fra Havborgvej må kun anvendes til delområde A til fordel for butikken i lokalplanområdet. Vejadgang V3 må ikke anvendes til varelevering.
Området skal stibetjenes via nye stiforbindelser fra Hjerting Strandvej og Havborgvej som vist på Lokalplankort, Bilag B.
Stiforbindelse fra Hjerting Strandvej skal udføres som en dobbeltrettet fællessti med en bredde på minimum 3 meter. Stien skal afgrænses med kantsten. Mellem sti og parkeringsareal skal der etableres en respektafstand på minimum 30 cm for at sikre, at bilsnuder ikke blokerer stien.
Lokalplanområdet skal indrettes således, at der ikke kan færdes bløde trafikanter i delområde B.
Der må ikke ske bakning med lastbiler til og fra offentlig vej eller i områder, hvor der naturligt færdes bløde trafikanter.
Hegn
For at sikre adskillelse mellem parkeringsareal for kundeparkering og område for varelevering skal der etableres et fast hegn mellem delområde A og B, som vist på Lokalplankort, Bilag B.
Opsætningen af støjhegn må kun foretages på en sådan måde, at oversigtsarealer omkring vejkryds og -adgange opfylder vejreglerne.
Parkering
I lokalplanområdet skal der anlægges 1. parkeringsplads pr. 25 m² butiksareal.
Der skal i tilknytning til kundeindgangen etableres cykelparkeringspladser med mindst 1 plads pr. 100 m2 butiksareal
Belysning
Belysning af veje, stier, parkeringsarealer og varegård mm. skal etableres ved opstilling af armatur med en lyspunkthøjde på højst 3,5 meter. Belysning skal udføres med ensartet armatur.
Belysning skal udformes og retningsbestemmes, så denne ikke er til gene for naboer og trafikken på de tilstødende veje. Lys på bygningen må ikke placeres højere end tagudhæng.
Henstilling af uindregisterede busser, last- og flytte- og fragtbiler og lign. på eller over 500 kg, må ikke finde sted indenfor lokalplanområdet om natten.
Nye tekniske forsyningsledninger, herunder højspænding, lavspænding, telefon og antenne, skal fremføres som jordkabler
Anlæg til områdets forsyning må maks. opføres på 15 m2
Bebyggelse skal placeres indenfor byggefeltet B1 som vist på Lokalplankort, Bilag B. Mindre småbygninger som overdækninger til kundevogne, bebyggelse til affaldshåndtering og tekniske bygninger til områdets forsyning og drift må opføres udenfor byggefeltet.
Det samlede bruttoetageareal for dagligvarebutikken må maksimalt være 1.200 m2, beregnet ud fra planlovens bestemmelserne om butiksstørrelser.
Bebyggelsesprocenten for lokalplanområdet under ét må ikke overstige 20 %.
Bebyggelsen indenfor byggefelt B1 må kun opføres i op til 1 etager og må ikke overstige 7 m.
Bygninger i byggefelt B1 skal have fladt tag.
Mindre bebyggelse, herunder kundevognsskure må kun placeres i Delområde A. Dog min. 2,5 m fra skel mod Havborgvej og 10 m fra skel mod Hjerting Strandvej.
Kundevognsskure må ikke være højere end 2,5 m og ikke større end 15 m².
Bebyggelse til affaldshåndtering skal udføres som en samlet bebyggelse og skal placeres i princippet som vist på Lokalplankort, Bilag B. Bebyggelsen må ikke være højere end 3,0 m.
Transformerstationer og lignende til områdets forsyning på op til 15 m2 skal placeres i delområde B. Mindre tekniske anlæg såsom el-skabe, ladestandere og lignende må placeres i hele området.
Bebyggelsens facader i byggefelt B1 skal udføres med facadeplader i grønlige nuancer.
Mindre bebyggelse udenfor byggefelt B1, herunder kundevognsskure, cykelskure og lignende byggeri, samt tekniske bygninger til områdets forsyning og drift, skal udføres i træ, metal eller pladebeklædning.
Nødvendige tekniske installationer og anlæg skal afskærmes eller placeres, så de ikke virker skæmmende for bebyggelsens helhed og arkitektur.
Tekniske installationer på tage skal beklædes i samme materiale som facader eller trælameller
Tekniske installationer skal placeres minimum 10 meter fra facade mod Havborgvej og 5 meter fra facade mod Østervænget.
Der må opstilles solceller på tage indenfor byggefelt B1. Solceller må ikke have en højde på mere end 30 cm fra tagflade/kronekanten til solcelles overkant.
Solceller skal installeres så de ikke medfører blændingsgener for naboer, genboer og forbipasserende.
Skiltning på bygninger
Skiltning på bygninger skal udføres efter følgende retningslinjer:
- Skilte må kun relatere sig til dagligvarebutikken i lokalplanområdet,
- Skiltning skal udføres som enkeltbogstaver i en højde og bredde på maksimalt 0,7 meter og skal placeres plant på bygningens facade,
- Skiltning skal placeres plant på bygningens facade, gavl eller tagudhæng og må ikke overstige bygningens overkant, ej heller være gennemgående for hele facadens længde,
- Der tillades dog 2 udhængsskilte med en størrelse på maks. 0,5 m2, med en maks. bredde på 1,2 meter ved f.eks. flaskeindlevering,
- Lysskilte må udføres med en maksimal dybde på 40 cm. Belysning må ikke medføre blændingsgener for fodgængere, trafikanter eller naboer,
- Løbende eller blinkende lysreklamer er ikke tilladt,
- Skilte må ikke have karakter af facadebeklædning, vinduesafblænding og lignende,
- Der må ikke etableres skilte på mindre småbygninger
Der skal for butikkens personale etableres opholdsarealer svarende til mindst 5 % af etagearealet til erhvervsformål. Opholdsarealer skal anlægges som sammenhængende velbeliggende arealer med mulighed for sol og læ og skal skærmes med beplantning.
Beplantning
Den eksisterende beplantning indenfor området skal fastholdes og om nødvendigt suppleres, således området fremstår med bøgepur med en højde på 0,8-1 meter jf. Lokalplankort, Bilag B
Ny beplantning skal som minimum etableres i omfang som angivet på Beplantningskort, Bilag C
Ny beplantning, skal etableres med tæt beplantning fra terræn til 0,8 m over terræn samt med overstandere af træer.
Der skal som minimum plantes 1 træ for hver 5. parkeringsplads i delområde B.
For ny beplantning gælder følgende;
Der må kun plantes med følgende træarter; Skovfyr, Vinter eg, Stilkeg, Småbladet lind, Engriflet hvidtjørn eller alm. Hvidtjørn, der alle tilgodeser biodiversiteten.
Der må kun plantes med følgende buske; Havtorn, Sargents æble, Kvalkved eller Dværgfyr.
Der må kun anvendes hjemmehørende stauder feks. Alm. Røllike, Smalblandet timian, Salvie, Blåhat, Liden klokke, Hvid Okseøje, Knoldet Mjødurt, Moskus-katost eller Rejnfan.
Eksisterende og ny beplantning skal fastholdes og genplantes løbende, således området til en hver tid fremstår med den i §§9.2-9.6 angivne beplantning.
Hegn
Hegn langs naboskel skal etableres som begrønnet støjhegn med maks. højde og udstrækning som angivet på Lokalplankort, Bilag B.
Støjhegn indenfor lokalplanområdet mod offentlig vej skal etableres begrønnet med maks. højde og udstrækning som angivet på Lokalplankort, Bilag B.
Hegn indenfor lokalplanområdet skal beplantes med stedsegrønne klatreplanter eller etableres som en integreret del af hækbeplantning.
Støjafskærmning mod offentlig vej skal placeres min. 1,5 m fra skel.
Anlæg til udendørs oplag, herunder opsamling af affald og genbrugsmaterialer som papir, glas, metal og lignende, skal placeres i forbindelse med arealet til varelevering. Oplag skal være bag afskærmning, der har samme karakter som bebyggelsens facader, eller afskærmes med beplantning, så det ikke er synligt for omgivelserne.
Skiltning på terræn må kun opføres efter gældende retningslinjer:
- Der må opføres 1 fritstående pylon som vist på Lokalplankort, Bilag B,
- Pylonen må maksimalt have en højde på 6 meter og en bredde på 1,5 meter,
- På pylonen må der kun fremgå logoer og tekst, der knytter sig til virksomheden i lokalplanområdet,
- På skiltning må kun logoer og tekst lyse og ikke søjlen som helhed,
- Løbende eller blinkende lysreklamer er ikke tilladt,
- Der tillades ikke flagstænger, beachflag eller lignende,
- Skiltning på terræn skal opføres således at vejlovens regler for oversigt overholdes.
Belægning og nedsivning
Som minimum skal tag- og overfladevand fra 40 % af ejendommens areal nedsives.
Til nedsivning eller forsinkelse af regnvand, må der etableres forskellige LAR-løsninger som f.eks. etablering af forsinkelses- og nedsivningskassetter, brug af permeabel belægning mv.
Ingen bestemmelser
Ny bebyggelse og anlæg må ikke tages i brug før:
de i § 5 nævnte parkeringsarealer er etablerede;
den i § 9 nævnte støjafskærmning er etableret;
at det ved målinger eller beregninger er dokumenteret, at de vejledende
støjgrænser fra Miljøstyrelsen overholdes;
de i § 9 nævnte fri- opholdsarealer er etablerede;
den i § 9 nævnte beplantning er etablerede;
det i § 9 nævnte anlæg til nedsivning af regnvand er etableret.
Efter den endelige vedtagelse og offentlige bekendtgørelse af denne lokalplan ophæves og aflyses følgende lokalplaner og følgende servitutter jf. planlovens § 15. stk. 2 nr. 21:
- 05-010-0004 i sin helhed samt de dele af Lokalplan 372, der er omfattet af nærværende Lokalplan 05-010-0022.
- Servitut vedr. servitutskel på 13ar og 13as med dato-løbenr. 10.05.66-931883-49
Ovenstående forslag til Lokalplan nr. 05-010-0022 udarbejdet efter Lov om planlægning, er vedtaget af Esbjerg Byråd den xx.xx 2025, med henblik på offentlig høring.
Jesper Frost Rasmussen, Borgmester
Rikke Vestergaard, Direktør for Teknik & Miljø