Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter

Lokalplanen er screenet og det er vurderet, at der ikke skal udarbejdes en miljøvurdering efter Lov om miljøvurdering af planer og programmer og konkrete projekter. Begrundelsen er, at lokalplanen ikke fastlægger rammer, der er omfattet af lovens bilag 1 og bilag 2, og fordi lokalplanen ikke indvirker væsentligt på miljøet, herunder et internationalt naturbeskyttelsesområde.

Påvirkning af bymiljø

Ifølge planlovens § 16 stk. 6, skal der i lokalplaner, der muliggør etablering af butikker, redegøres for bebyggelsens påvirkning af bymiljøet, herunder eksisterende bebyggelse i nærområdet, samt friarealer og trafikale forhold.

Ved lokalplanen gives der mulighed for at udvide en eksisterende butik, ændrer på de interne tilkørselsforhold, udvide parkeringspladsen samt nedrive en bevaringsværdig bygning med en middel SAVE-værdi.

Lokalplanens regulering af skiltning er med til at sikre, at skiltning indenfor lokalplanområdet tilpasses både ny bebyggelses størrelse og det samlede gadebillede. Endvidere sikrer lokalplanen, at skiltning ikke må medføre blændingsgener for trafikanter og omkringliggende boligbebyggelse, ej heller skabe dårlige oversigtsforhold for ind- og udkørende.

Lokalplanen understøtter trafiksikkerheden ved bl.a. at stille krav til at varelevering skal ske med indkørsel via lokalplanområdets vejadgang ved Stormgade, således at der ikke bakkes med lastbil, hvor der naturligt vil færdes kunder, ej heller til og fra offentlig vej.

De nødvendige antal bil- og cykelparkeringspladser for områdets anvendelse etableres indenfor lokalplanområdets afgrænsning. Det vurderes derfor ikke, at parkering vil give anledning til gener eller medføre en væsentlige påvirkning på det omkringliggende bymiljø.

For at forhindre støjgener relateret til den daglige drift af butik for naboer med tilstødende matrikler, stilles der i lokalplanen krav om etablering af afværgende foranstaltninger som f.eks. støjhegn ved varegården. Lokalplanen sikrer ydermere, at der ikke kan gives ibrugtagningstilladelse til en ny dagligvarebutik på området, førend det ved beregninger er dokumenteret, at de vejledende støjgrænser fra Miljøstyrelsen overholdes.

Modernisering og udvidelse af den eksisterende dagligvarebutik vurderes ikke at ville have påvirkning på lokalområdets fælles tilgængelige friarealer, da lokalplanområdet ikke omfatter nogle af disse.