Parkvej, er inden lokalplanens vedtagelse 5 meter bred og er ikke belastet med store mængder trafik. Med det nye boligområde og den fremtidige udvikling, bliver Parkvej væsentligt mere trafikeret og derfor udvides vejen til minimum 5,5 meter. For at imødekomme denne udvikling, skæres beplantningen ind og hastighedsbegrænsningen justeres til middel hastighed (50 km/t). Endvidere opsættes der hastighedsdæmpende foranstaltninger.
Adgangen til lokalplanområdet vil ske via to indkørsler fra Parkvej. Der etableres to stamveje placeret forskudt fra hinanden, en mod det nordlige boligområde og en mod syd. Vejene skal betjene hver sit delområde, henholdsvis ca. 90 og 50 boliger. Udlægget på stamvejene etableres i et 18 meter bredt tracé, med en kørebane på minimum 5,5 meter, en bred åben rende med vejtræer og et græsareal (Se princip for stamvej i bilag D). I lokalplanområdet består stisystemet først og fremmest af en sammenhængende hoved- og skolesti i fast belægning (Kilen), dernæst af mindre sekundære stier i grus eller som trampestier.
Kilen etableres gennem hele boligbebyggelsen, og skal være den primære rute for gående og cyklister i boligområdet. Ved at samle de bløde trafikanter og gøre opmærksom på krydsningerne, skabes der en sikker transportvej gennem området. Krydsning ved Parkvej kan eksempelvis markeres med et materialeskift, hvide linjer og et bredt bump for at dæmpe hastigheden. På boligvejene sikres overgangene ved at "fortsætte" kilen over vejene. Her kan hastigheden dæmpes ved hjælp af chikaner og den konveks rende, som løber langs kilen. Hovedstien, som løber i Kilen, skal udformes som et dynamisk forløb og alle krydsningerne skal forskydes, derved kan cyklisterne ikke forsætte i en lige linje og hastigheden sænkes.
Internt i lokalplanområdet udlægges boligvejene i minimum 9 meters bredde. Kørebanen optager 5 meter, og den resterende bredde udlægges til et græsareal med belysningsanlæg, og et trug til vandhåndtering og vejtræer. Vejen forsættes enkelte steder, for at sænke hastigheden, gøre plads til parkeringspladser samt skabe et dynamisk forløb. Kørebanen bør udformes med ensidig hældning, et midterareal til bilerne og en kant i begge sider. Kanterne udformes sådan, at de adskiller sig fra midterarealet, og derved opfordres bilerne til at blive på midten af vejen. Dette kan skabe mere plads og tryghed for de gående og cyklende i boligområdet. Bilerne kan så trække ud på kanten, når man skal passere en anden trafikant (Se princip for boligvej i bilag D eller under).
På den ene side af kørebanen kan der udlægges et 1-2 meter bredt jordstykke med vilde urter og græsser, samt plads til belysningsanlæg, på den anden side anlægges et minimum 2 meters bredt trug til vandhåndtering, træer m.m. Vejen vil, ved ekstreme regnhændelser fungere som render til at lede vandet hurtigt væk fra vejbanen, se snit for opbygning. På boligvejene kan der, på udvalgte steder, etableres skiftende materialeoverflader og forsætninger, der giver plads til gæsteparkering.
Principsnit af boligvej (bilag D)