Bebyggelse

Lokalplanen giver mulighed for at etablere blandet boligbebyggelse med fritliggende enfamiliehuse og tætlav
bebyggelse i form af dobbelt-, række-, klynge- eller kædehuse, se fig. 1-4 nedenfor. Der må kun opføres
bebyggelse i én etage med udnyttet tagetage og maks. højde på 7 m, i tråd med omgivende bebyggelse.

For at der i lokalplanområdet kan skabes et attraktivt boligmiljø, med tilstrækkeligt ubebygget areal til fælles
ophold, parkering, interne stier, nedsivning af regnvand og beplantning, rammesættes det i lokalplanen, at der
må opføres maks. 12 boliger med et maks. etageareal på 1500 m2, hvilket svarer til en bebyggelsesprocent på
ca. 25, idet lokalplanens areal er 6110 m2. Til hver bolig skal der opføres et udhus med åben carport og
redskabsrum på maks. 25 m2.
For at give et fleksibelt råderum i den proces, der efterfølger vedtagelse af lokalplanen med den endelige
disponering og projektering, er der i lokalplanen udlagt ét stort byggefelt, hvor inden for boliger og fælles
bebyggelse skal opføres. Byggefelter er placeret, så kommende byggeri til enhver tid placeres minimum 2,5 m
fra bolig- og vejskel. Dog skal der holdes en afstand til en trykledning på 2 m langs naboskel til Skolevej,
hvorfor byggeri skal placeres uden for denne afstandszone, se Bilag B. Carporte med redskabsrum med højde
på maks. 3,2 m må dog placeres maks. 0,5 m fra skel. På denne vis tages der både afstandshensyn til
eksisterende naboer, og gives et attraktivt boligområde med luft til eksisterende boliger.
Ud over materialevalget, der er benyttet til de eksisterende dobbelthuse, giver lokalplanen et yderligere
råderum mht. materialevalg, så der kan skabes en variation, hvis det måtte ønskes. For at undgå gener for
naboer, må der dog ikke anvendes blanke og reflekterende materialer, ligesom der ikke må anvendes
signalfarver.
For at videreføre udtrykket fra eksisterende bebyggelse i planområdet skal farver og tagform justeres hertil.
Tage må derfor udføres med ensidig taghældning mellem 10 grader og 15 grader eller med symmetriske saddeltage med en hældning mellem 35 grader og 50 grader. Tagbeklædningen på boliger skal opføres i sort tegl, stål eller pap, samt
integrerede solceller. Der må også opsættes solenergianlæg på taget, når de har samme hældning som
tagfladen, og de skal altid være antirefleksbehandlede.
Farvevalget skal være i røde, grå, sort og hvide farver og nuancer heraf. Træbeklædning må dog også fremstå
med et ubehandlet udtryk eller olieret.