Støj

Virksomhedsstøj:

Der er ikke kendte virksomhedsstøjkilder, der kan belaste planområdet udefra. Inden for lokalplanområdet tillades forskellige erhverv inkl. butikker i miljøklasse 1-3 jf. Miljøstyrelsens Håndbog om Miljø og Planlægning.

De erhverv, lokalplanen tillader, og den nuværende drift fra Esbjerg Park, kan give anledning til støjgener for andre dele af lokalplanområdet i forbindelse med bl.a. varelevering, udsugning og anden virksomhedsdrift. Boliger skal sikres mod støjbelastning.

Støjende aktiviteter skal overholde Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier.

Der kræves, at et akkrediteret støjfirma udarbejder en støjredegørelse, der dokumenterer, at grænseværdierne for støj kan overholdes i forhold til støjfølsom anvendelse i resten af lokalplanområdet.

Trafikstøj (vejstøj):

En del af lokalplanområdet er omfattet af støjisolinjer fra Spangsbjerg Kirkevej og fra Stormgade. Der må ikke opføres boliger eller indrettes opholdsarealer inden for støjisolinjerne, medmindre der gennem målinger eller beregninger er fastlagt, at de vejledende grænseværdier for støj kan overholdes.

De vejledende grænseværdier for støj kan overholdes indendørs f.eks. ved at tilbagetrække bygningerne fra vejene og ved at indrette entre, køkken, bryggers, badeværelse o. lign. mod støjbelastede facader, således at opholds- og soverum vender væk fra støjbelastede facader.

De vejledende grænseværdier gælder for såvel private som fælles opholdsarealer og for opholdsarealer over terræn som altaner og tagterrasser. Bygninger placeret mod de støjbelastede veje vil kunne virke som en støjskærm for de bagvedliggende opholdsarealer. Placeringen og udformningen af bygningerne har i den forbindelse naturligvis indflydelse på indvirkningen.

Støv- og støjgener i anlægsfasen:

Anlægsfasen vil kunne give anledning til støj- og støjgener i omgivelserne.

Det forudsættes, at generne forsøges minimeret mest muligt.

Esbjerg Kommunes ”Forskrift for visse miljøforhold ved midlertidige bygge- og anlægsarbejder i Esbjerg og Fanø Kommune” skal overholdes.