Kystnærhedszonen

Hele lokalplanområdet er beliggende i den kystnære del af byzonen. Nyt byggeri i lokalplanområdet vil kunne blive op til 6 etager højere end det omkringliggende byggeri på Lysningen 2 og i Spangsbjergparken. Med udgangspunkt i områdets afstand på ca. 2 km til kystlinjen ved Tarphagevej og ca. 2 km til Esbjerg Havn, vurderes byggeri i lokalplanområdet ikke at have en væsentlig indflydelse på oplevelsen af kystlandskabet.

Havnen og midtbyen er bebygget, flere steder med mulighed for højhuse. Området omkring Grådybet er i årene op til denne lokalplans udarbejdelse ligeledes blevet udbygget med flere højhuse, herunder Kaktushusene, ligesom der i nærmiljøet findes de nyere højhuse i Lysningen 2 på naboarealet mod vest, mens området øst for Stormgade rummer etagebyggeri i 7-15 etager.

Lokalplanen giver mulighed for at opføre et tårn på op til 20 etager. Dette er ca. 20 m højere end de højeste tilgrænsende bygninger, der er 14 etager for Lysningen 2.

For at understøtte udviklingen af forskellige boligtyper og herigennem medvirke til at opfylde Esbjerg Kommunes Vision omkring vækst, attraktive boligudbud og øget bosætning, er det væsentligt, at der flere forskellige steder i Esbjerg og oplandsbyerne findes et bredt udvalg af boligtyper og boformer. Det er vurderet, at der på denne placering, i sammenhæng med den øvrige udvikling af Lysningen, kan tillades et så højt byggeri, da det herved giver mulighed for nogle særligt gode udearealer og en sammenhæng til de tilgrænsende naturområder og grønne kiler og den bevaringsværdige bebyggelse.

 

Visualisering af det planlagte højhusbyggeri set fra Fanøfærgen. Bygningernes mulige omfang er angivet med grå kasser.