Da der planlægges boliger nord for Krogsgårdsvej og på sigt syd for Krogsgårdsvej, er der udarbejdet en trafikanalyse for nærværende lokalplanområde samt et eventuelt fremtidigt boligområde syd for Krogsgårdsvej. Trafikbetjeningen af lokalplanområdet er baseret på trafikanalysen, som er vedlagt som bilag til denne lokalplan.
Krogsgårdsvej udbygges til 7 meters bredte og udstyres med hastighedsdæmpende foranstaltninger. Dermed udvides vejudlægget til 14 meters bredte og hastighedsbegrænsningen justeres fra de nuværende 60 km/t til 50 km/t, da Krogsgårdsvej omdannes til vej i bymæssig bebyggelse.
Lokalplanområdet trafikbetjenes fra to steder på Krogsgårdsvej, principielt som angivet på Kortbilag B. Stisystemet i lokalplanområdet tilkobles det øvrige stisystem i Andrup, via Østergårdsvej. Således sikres en sikker adgang til skolen i Andrup for cyklister og fodgængere.
Der skal ved overkørslerne til Krogsgårdsvej sikres frit udsyn langs Krogsgårdsvej. Ligeledes, skal der sikres et godt udsyn langs Krogsgårdsvej, der hvor bløde trafikanter krydser vejen.
Internt i lokalplanområdet udlægges der vejarealer i 10 meters bredte, og vejene forsynes med hastighedsdæmpning jf. vejreglerne. Der planlægges for regnvandsopsamling langs med boligvejene, f.eks. i form af regnbede. Fortove og stier med forbindelse til eksisterende stisystem i Andrup skal være tilgængelige og brugbare for alle og derfor befæstes med en jævn og kørefast belægning.
Endvidere skal gangarealer på fællesarealer ved boligbebyggelsen være tilgængelige for alle, også gangbesværede og kørestolsbrugere. Ved indretning af gangarealer og fællesarealer skal der tages udgangspunkt i Vejregelgruppen Tilgængeligheds 'Håndbog, Færdselsarealer for alle - Universelt design og tilgængelighed', 2017.