Bebyggelse

Lokalplanområdet udlægges som åben-lav boligbebyggelse i form af fritliggende enfamiliehuse og tæt-lav boligbebyggelse i form af rækkehuse, gårdhavehuse, klynge, række-, dobbelt- og kædehuse i op til 2 etager og 8 meters højde.

Anvendelsen af de enkelte delområder fremgår af Lokalplankortet, Bilag B. Af Illustrationsplanen, Bilag D, fremgår et eksempel på hvorledes området kan se ud, når det er udbygget. Illustrationsplanen er ikke bindende.

Grundstørrelser for åben-lav byggeri skal være min. 700 m2 eksklusiv veje og fællesareal. Til tæt-lav bebyggelse må der ikke udstykkes grunde mindre end 350 m2 ekskl. veje og fællesarealer. 

Det sigtes med denne lokalplan at skabe rammerne for et bæredygtigt og visuelt sammenhængende boligområde, der materiale- og farvemæssigt passer ind i landskabets karakter. Derfor er der begrænsninger på, hvilke materialer, der kan anvendes til tag og facader. Til gengæld gives der bl.a. mulighed for etablering af grønne tage og stråtage.

Grønne tage kan typisk forsinke hverdagsregnen, således vandet delvist fordamper og delvist langsomt siver ned til jorden.

Der gives mulighed for både at bygge i tegl og i træ. Træfacader skal fremstå som oliebehandlet eller malet i farver med udgangspunkt i jordfarveskalaen. Tegl skal være i dæmpede farver med farvespil i facaderne.

Da der i store dele af området står højt grundvand, skal al boligbebyggelse have en sokkelhøjde på 0,3 m over vejkote, for at undgå vandskader.

 

Et eksempel på en moderne helårsbolig med stråtag. Foto: Egen Vinding og Datter, udgivet af Miljøstyrelsen.

 

 

Eksempler på tegl med farvespil.

 

Den klassiske jordfarveskala plus nyere pigmenter skal være udgangspunktet for farvevalget til bygningers facader og facadepartier.