Trafikale forhold

Området er beliggende meget centralt i Sønderris og grænser op til Sønderrisvej, hvorfra vejadgang til området også skal etableres.

I forbindelse med byggemodningen projekteres der med en rundkørsel i krydsningen mellem Sønderrisvej, Stjerneparken og lokalplanområdet for at øge den trafikale sikkerhed. Ligeledes etableres der en tunnelforbindelse mellem lokalcentret øst for Sønderrisvej og planområdet, så bløde trafikanter kan krydse vejen sikkert og områdets beboere således i højere grad opfordres til at bevæge sig rundt i området til fods eller på cykel. 

Fra Sønderrisvej anlægges der en stamvej ind i lokalplanområdet, som sikrer adgang til de enkelte storparceller. Vejen anlægges med asfalteret kørebane i en bredde på 6 m, men udlægges med en bredde på 17 m, hvilket sikrer areal til både regnvandsgrøft langs vejen og en sideløbende fællessti, som forbinder området til Sønderris’ eksisterende stinet.

Generelt sigter lokalplanen efter at sikre et trygt og sikkert miljø at færdes i, for dermed at påvirke områdets beboere til i højere grad at vælge cyklen frem for bilen. Ved tilkobling til hovedstien i den nordlige del af planområdet sikres bl.a. adgang via tunnelforbindelse og planlagt sti til Guldagerhallen, hele Sønderris/Guldager, ligesom det via hovedstinettet er muligt at gå eller cykle hele vejen ind til Esbjerg midtby eller Esbjerg Storcenter og City Nord.

Samtidig skabes der via den interne sti forbindelse til busstoppestedet umiddelbart syd for lokalplanområdet, så offentlig transport nemt kan benyttes. Her vil med fordel kunne etableres et krydsningsanlæg over Sønderrisvej, for at øge sikkerheden for fodgængere og gøre den offentlige transport mere tilgængelig.