Ubebyggede arealer

Lokalplanområdets grønne friarealer skal bidrage til attraktive opholds- og friområder for beboerne i området og sikre en god sammenhæng med de omkringliggende bolig- og landområder. Friarealerne skal på den baggrund bestå af en blanding af områder med henholdsvis træ- og buskbeplantning, stier samt friarealer med naturpræg og plads til leg og ophold. Der er et ønske om, at udformning og valg af planter bidrager til stor biodiversitet i området.

Langs det sydlige skel mod Sjelborgvej etableres et bredt areal, hvor der anlægges en gennemgående cykel- og gangsti. Området gennemskæres af en række mindre korridorer, hvor overfladevand føres mod nedsivningsbassiner. Man vil derfor kunne opleve vand løbe i render, når der har været større regnhændelser.

Mod nord etableres et større grønt område, hvor der også vil blive etableret et større bassin til nedsivning af regnvand. Bassinet vil blive anlagt, så det får en naturpræget karakter, og vil være vandfyldt i forbindelse med regnhændelser. Der er mulighed for at indhegne hele eller dele af området, så det kan afgræsses med får, køer, heste eller lignende. 

Mod vest, mellem Hjerting Landevej og boligområdet, etableres en vold, der har til hensigt at hindre indsigt til både bebyggelsen og opholdsarealer, og at dæmpe eventuel oplevet støj fra vejen. Volden anlægges også mellem boligområdet og den dagligvarebutik, der forventes at blive etableret på det areal i det sydvestlige hjørne mod rundkørslen, som ikke er en del af denne lokalplan.

I forbindelse med flere af boligvejene i området, etableres der interne friarealer, der kan anvendes til ophold og nedsivning. Desuden etableres der flere små stiforbindelser fra boligvejene ud til de overordnede stier i området. Det sikrer at fodgængere og cykelister har mulighed for at færdes på de sammenhængende stisystemer.