Virksomheder og trafikstøj: Inden for lokalplanområdet gives der mulighed for at opføre boliger, der er en støjfølsom anvendelse. Bebyggelsen i lokalplanen er placeret således, at der er en vis afstand mod Sjelborgvej. Mod Hjerting Landevej, der er den største nærliggende vej, etableres en vold, som vil reducere den eventuelt oplevede vejstøj, der måtte være. Det er vurderet, at Miljøstyrelsens vejledende grænser for vejstøj vil være overholdt i området, også uden etablering af en vold. Den fastlagte afstand mellem vejen og områder til bebyggelse vil alene være tilstrækkeligt til at reducere vejstøjen til under Miljøstyrelsens grænseværdier. Det vurderes, at der ikke findes eksisterende virksomheder i nærheden af lokalplanområdet, der kan medføre støjpåvirkning i lokalplanområdet.