Afledning af regnvand

I hele lokalplanområdet arbejdes der med håndtering af overfladevand i overjordiske render til lavninger eller egentlige bassiner, hvorfra, der kan ske nedsivning. Fra delområderne A2 og B vil overfladevand fra de enkelte grunde og boligbebyggelser blive ledt ud i åbne render i fællesarealerne i delområde G. Størstedelen af vandet vil blive ledt til det grønne område i delområde F, men der vil også andre steder i bebyggelsen blive etableret lavninger eller mindre bassiner til nedsivning. Fra delområderne A1, C, D og E ledes alene overfladevand fra veje og stier i åbne render. Alt overfladevand fra de enkelte grunde eller tæt-lav-bebyggelser skal nedsives enten på egen grund, eller via en fælles løsning for delområdet.

Der er for hele lokalplanområdet udført detaljerede geofysiske undersøgelser, som har kortlagt muligheden for at nedsive overfladevand i lokalplanområdet. Undersøgelserne ligger til grund for fordelingen af områder til enten nedsivning på egen grund eller afledning til fællessystem.