Baggrund og formål

Baggrunden for denne lokalplan er et ønske om at fortsætte boligudbygningen af den nordlige del af Hjerting. Området nord for Sjelborgvej og øst for Hjerting Landevej vil blive en videreførelse af den boligudbygning i den nordlige del af Hjerting, som har været i gang siden midten af 1990'erne.

Med denne lokalplan er det intensionen at skabe et boligområde med en anden struktur og en større tæthed i bebyggelsen, end det har været tilfældet i området vest for Hjerting Landevej. Det er Esbjerg Kommunes ønske, at der sker en større udnyttelse af den landbrugsjord, som bliver inddraget til byformål med denne lokalplan, og det er derfor målet, at der i dette område gives plads til omkring 200 boliger af variende typer.
Der skal i boligområdet sikres et varieret udbud af boligtyper, hvorfor der også gøres plads til både tæt-lav, lave etageboliger og fritliggende enfamilieshuse. 

For at imødekomme de stigende nedbørsmængder, som vi kan forvente rammer landet i de kommende årtier, er det intensionen, at der i dette boligområde skal arbejdes med overfladevandets naturlige veje gennem landskabet. Man vil opleve vand, der løber i render gennem området, og opsamles i en større lavning nord for bebyggelsen. Omkring et større bassin til håndtering af overfladevand vil der blive etableret et grønt område med muligheder for rekreative kvaliteter.