Lokalplanområdet ligger i den indre by i Esbjerg og dækker et areal på ca. 480 m². Området omfatter en ejendom, der ligger på hjørnet af Borgergade og Torvegade samt en lille del af et fortov på hjørnet. Lokalplanområdet er en del af den karré, der afgrænses af Borgergade, Torvegade, Havnegade og Kirkegade. Området ligger i umiddelbar nærhed af både Torvet, Byparken, Musikhuset og Vandtårnet, der er fælles steder og byrum som er vigtige pejlemærker i Esbjergs indre by. Der har tidligere været opført en butiksbygning i 1½ etage i lokalplanområdet, men der er ingen eksisterende bygninger i området i dag.
Mod syd grænser lokalplanområdet op til en ejendom med erhvervsbebyggelse. Den er opført i røde mursten med pudsede vandrette og lodrette bånd. Bygningen er ca. 14 m høj og opført i 2½ etager med høj kælder og med rødt tegltag. Bygningen er registreret med høj bevaringsværdi. Vest for området ligger en beboelses- og erhvervsejendom i røde mursten i 3½ etage med trempel og med rødt tegltag. Dele af de nederste etager i denne bygning fungerer som parkeringshus.
Nord for Borgergade og øst for Torvegade ligger erhvervsbebyggelser i lyse skærmtegls- og betonelementer og røde mursten. Bygningerne er opført i hhv. 3 etager med fladt tag og i 3½ etage med rødt tegltag. På modstående hjørne ligger en bolig- og erhvervsbebyggelse i pudset murværk og røde mursten i 2½ etage.