Baggrunden for denne lokalplan er en ansøgning om at opføre et nyt byggeri med boliger og erhverv på hjørnet af Borgergade og Torvegade. Projektets højde er på otte etager og ophold på taget. Projektet er i tråd med Planstrategi 2022-2030, der lægger vægt på bymæssig fortætning i de centrale dele af Esbjerg. Projektet understøtter desuden kommunens Vision 2025, der blandt andet sigter på befolkningstilvækst.
Formålet med lokalplanen er, at sikre et byggeri, der fremhæver hjørnet af Borgergade og Torvegade. Det sker ved at give mulighed for en høj bygning, der placeres på gadehjørnet. Dette er med til underbygge et karakteristisk træk i Esbjerg med markering af gadehjørner. Planen sikrer mulighed for at realisere et projekt, der kan blive synligt i bymidten og fra enkelte steder fungerer som pejlemærke i området. På gadeplan ønskes der et byggeri, der åbner sig mod gaderne. Lokalplanen sikrer dette gennem krav til anvendelse, placering og udformning af nyt byggeri i området.