Arkitekturstrategi

Esbjerg Kommunes arkitekturstrategi, indeholder retningslinjer for indpasning af moderne, anderledes byggeri. Det følger af strategien, at indpasning af byggeri med anderledes arkitektur, proportioner og materialer kræver en særlig beliggenhed i forhold til nabobygninger, hvis bygningen skal opfattes om arkitektonisk vellykket. Strategien siger desuden, at hvis områdets eksisterende skala
skal overskrides, så skal formålet være, at der opnås en særlig virkning i forhold til dens omgivelser og den eksisterende bebyggelse.
Det vurderes, at denne placering er egnet til at skabe en bygning med andre proportioner end den øvrige del af den indre by. Dette er vurderet med udgangspunkt i, at byggeriet med sin højde og placering vil medvirke til at markere Esbjergs centrum. Bygningen vil kunne bidrage til at definere gaderummet ved Borgergade samt tilføje en markant visuel oplevelse, særligt i Torvegade og Borgergade. Bygningen vil være sammenbygget med nabobygningerne, og bygningen vil derfor fremtræde som en del af den øvrige sluttede randbebyggelse i den indre by.