Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter

Anlæg i lokalplanområdet, der må antages at påvirke miljøet væsentligt, må ikke påbegyndes, før der er meddelt en § 25-tilladelse i henhold til Miljøvurderingsloven på baggrund af en miljørapport/miljøkonsekvensrapport (VVM).

Lokalplanen er screenet og det er vurderet, at der skal udarbejdes en miljøvurdering efter Lov om miljøvurdering af planer og programmer og konkrete projekter. Lokalplanen vurderes umiddelbart at kunne have væsentlig indvirkning på miljøet, og der skal derfor udarbejdes en miljøvurdering.

Der er sideløbende med offentliggørelsen af lokalplanforslaget offentliggjort et forslag til miljøvurdering. Herunder fremgår det ikke-tekniske resumé fra mijørapporten.

Ikke-teknisk resume:

Esbjerg Kommune ønsker, at der på hjørnet af Torvegade og Borgergade i Esbjergs indre by skal være mulighed for at opføre et byggeprojekt i op til 8 etager med opholdsareal på taget.

Denne miljøvurdering sammenligner situationen for nuværende planlægning (4 etager) for hjørnet af Torvegade og Borgergade i Esbjerg (0-alternativet) med situationen, hvor den nye påtænkte kommuneplanændring og lokalplan gennemføres.

 

Planerne vil medføre påvirkning af miljøet på flere områder:

  • Projektet vil være synligt i bymiljøet, samtidig vil oplevelsen af byens kulturmiljø påvirkes, når byggehøjden bliver højere end det omkringliggende. Omvendt kan projektet ses som en videreførelse af byens udviklingshistorie, når der bygges højere end hidtil. Projektet er i overensstemmelse med planstrategien, der sigter på høj udnyttelse i centrale byområder.
  • Der vil opstå skyggevirkninger i områder omkring det nye hus. Skyggevirkningen påvirker dog overvejende på steder, hvor der ikke er opholdsarealer og boliger.
  • Der vil opstå ændrede vindforhold i områder omkring huset samt forøgede vindhastigheder. Vindpåvirkninger optræder dog ikke på arealer, der anses for at være deciderede opholdsområder, se desuden bilag 1.
  • Mennesker i de nærmest liggende ejendomme vil opleve, at beboerne fra det nye projekt vil kunne se ind i deres bolig (indbliksgener). Det er et problem, som især vil opleves for de nederste fire etager i projektet. I området tillades der i det gældende plangrundlag byggeri i fire etager – det vil sige byggeri, der også vil give indbliksgener. Flere af de naboejendomme, som vil blive berørt, kan allerede nu opleve indbliksgener fra eksisterende bygninger.

 

Planerne og miljørapporten foreslår, at bygningens bredde er så lille som muligt. Det vil betyde, at bygningen giver en forbigående skyggepåvirkning, der adskiller sig fra en vedvarende skyggepåvirkning, hvor store områder henligger langvarigt i skygge.

Miljørapporten foreslår, at arkitektonisk kvalitet i det nye byggeri fremmes gennem en arkitekturstrategi, der kan opstille retningslinjer med henblik på at opnå en høj arkitektonisk kvalitet.

Miljørapporten foreslår, at vindreducerende tiltag indgår i planlægningen. Vindpåvirkning ved etablering af port mellem Torvegade 4 og Torvegade 6. Vind i Borgergade kan mindskes i forbindelse med etablering af træer på Borgergades sydlige side i forbindelse med en forestående omlægning af kloakering i nærområdet.

Der er et politisk ønske om at have bygninger der markerer hvor Esbjergs centrum er. Desuden er der ønske om bebyggelse, der understøtter aktiviteter og serviceudbud i byen. For at opnå begge dele er fortætning og høj udnyttelse af byarealer vigtigt. 

På baggrund af vurderingerne er det konkluderet, at der arbejdes videre med planerne (Alternativ 1). Det vil sige, at planlægningen for en ny lokalplan og kommuneplantillæg gennemføres.