Jordforureningsloven

Da hele lokalplanområdet tidligere har været anvendt til erhverv, er området klassificeret som værende V1-forurenet. En grund kan kortlægges som måske forurenet, V1, hvis der er kendskab til aktiviteter, der kan have forårsaget forurening, og som derfor giver mistanke om forurening.

Er der dokumentation for, at et areal er forurenet, bliver det kortlagt som V2. Lokalplanområdet er kortlagt som V1-forurenet, da området har været benyttet bl.a. som maskinværksted.

Esbjerg Kommune skal give tilladelse efter jordforureningslovens § 8, inden ejendommene tages i brug til miljøfølsom anvendelse, som fx boligformål. Før jord flyttes fra et kortlagt areal, skal det anmeldes til Esbjerg Kommune.

Bygherre skal via en miljørådgiver udarbejde en grundig historik på ejendommen, og med udgangspunkt i denne skal der laves en forureningsundersøgelse, så ejendommen enten kan blive V2 kortlagt eller udgå af kortlægningen. Oplæg til forureningsundersøgelse skal godkendes af Region Syddanmark og Esbjerg Kommune, Miljø. Undersøgelsen skal laves, inden der udstykkes og sælges, idet den skal laves samlet for virksomheden og ikke for de enkelte lodder.

På baggrund af denne undersøgelse kan man vælge at fjerne forureningen eller lade en del forblive V2 kortlagt. De lodder som forbliver kortlagt skal have en tilladelse efter jordforureningslovens § 8 til at ændre arealanvendelse til bolig.