Baggrund og formål

Teleselskabet Hi3G har anmodet om at udskifte en eksisterende sirenemast med en højde på ca. 20 meter, ved Askekrattet 8 i Kvaglund, med en ny mast på 36 meter. Den nye mast skal forbedre mobildækningen for borgere i området. Sirenemasten er oprindeligt opsat af Beredskabsstyrelsen.

Andre placeringsmuligheder har været undersøgt. Her var kun lejlighedsejendommen på Kvaglundparken nr. 1 egnet. Her blev der imidlertid stillet krav om en specialløsning, som ikke ville give den ønskede dækning.

Området er underlagt Byplanvedtægt nr. 24 fra 1972 som udlægger fire delområder A-D. Adressen, Askekrattet 8, hører under delområde D1, som skal anvendes til offentlige formål. Da etablering af en antennemast er af væsentlig planlægningsmæssig betydning, skal dette være omfattet af en lokalplans anvendelsesbestemmelser.

Formålet med denne lokalplan er således at give mulighed for at opsætte én mast med tilhørende antenne- og sireneudstyr samt teknikkabiner på terræn. Mastens højde må maksimalt udgøre 36 meter ekskl. fundament og lynafleder. Mastens højde er nødvendig, hvis flere operatører skal have mulighed for at placere antenneudstyr på masten i henhold til mastelovens formål om at sikre mulighed for fælles udnyttelse af master til radiokommunikationsformål.