Bilag IV-arter

Bilag IV i EU’s habitatdirektiv indeholder en liste over udvalgte dyre- og plantearter, som medlemslandene er
forpligtet til generelt at beskytte, både inden for og uden for Natura 2000-områderne. Det handler bl.a. om
forbud mod ødelæggelse af yngle/raste- områder og mod at forstyrre fugle på reder.
Det vurderes at de 15 sunde træer, som ikke har huller eller sprækker, ikke er egnede som yngle- eller
rastested for flagermus. Det ene træ med to døde/døende grene har lidt løst bark, men det vurderes at både
grene med den løse bark og de løse barkstykker er for tynde til at udgøre et egnet yngle- og/eller rastested
for flagermus.
Der blev ikke observeret fugle eller fuglereder i træerne. Det vurderes at træerne, som står meget
vindudsatte, ikke er egnede som yngletræer for fugle.
Regnvandsbassinet er stort, dybt – og derfor koldt, bunden er blød og består af sort, næringsrigt og
ildelugtende materiale. Der er kun sporadisk forekomst af vandplanter og en smal zone med rørsump
enkelte steder langs bredden. Det vurderes på den baggrund, at regnvandsbassinet ikke er egnet som
ynglested for hverken bilag IV-padder eller andre arter af padder – udover skrubtudse, som der blev fundet
haletudser af på enkelte af de få lavvandede områder.
Det vurderes at regnvandsbassinet kun er egnet som ynglested for skrubtudse, og endda et ringe ynglested
for skrubtudse, da der mangler vandplanter/vegetation hvor haletudserne kan gemme sig, samt forekomsten
af stejle brinker der gør det svært for padder at komme op fra bassinet for at fouragere på de tilstødende
arealer samt muligheden for spredning til andre delpopulationer. Bassinet er dybt og vandet for koldt for de
fleste paddearter til at lægge og få udklækket deres æg ved de få lavvandede dele af bredkanten, hvor der
måske vil være nok høj solindstråling til opvarmning af vandet og dermed til succesfuld udklækning af æg.
Skrubtudse vurderes at være en opportunistisk art med højere tolerance for forringet vandkvalitet og kan
derfor kolonisere vandhuller og søer af ringe kvalitet.
Planen skønnes ikke at kunne medføre aktiviteter eller forhold, som kan påvirke beskyttede arter på
habitatdirektivets bilag IV, eller disse arters levesteder.